First Aid Kit – fine, uforfærdede og fremragende
Hvornår smiler hele publikum et fælles, saligt smil? Hvornår er Store Vega udsolgt på en november-søndag? Hvornår er København en forstad til Malmø? De tre spørgsmål kan besvares med et enkelt svar: Når First Aid Kit giver koncert.
Søskendeduoen med Sveriges smukkeste vokalharmonier lagde sammen med hele to trommeslagere vejen forbi København, hvor de var på hjemmebane foran et lydløst, lydhørt og overvejende svensk publikum, som lappede de skiftevist folkede og countryrockede sange i sig uden betænkeligheder. Dem var der heller ingen grund til at have, for selvom duoen ikke tilføjer nævneværdigt nyt til sin genre, er de unge piger galionsfigurer for klassisk sangskrivning.
Læs anmeldelse: First Aid Kit ‘The Lion’s Roar’
First Aid Kits musik veksler mellem at være opløftende og rørende melankolsk, og der er aldrig langt fra kraftfulde trommer til helt intimt fingerspil. Den diversitet håndterede aftenens setliste perfekt med en udvikling, som først tog publikum gennem lettere poppede og harmoniske numre som ’Blue’ og siden gearede helt ned på den smukke ’Ghost Town’. Klara og Johanna Söderberg er fine, men på ingen måde polerede, og ’Ghost Town’ spillede søstrene fuldstændigt akustisk på scenekanten med oprigtighed nok til at smelte selv det hårdeste hjerte. Mindre godt blev det ingenlunde da den i forvejen formidable ’To A Poet’ førte den akustiske intensitet over i en større instrumentering, som endte med lange lokker og spraglede kjoler flagrende om kap til en energisk udgave af singlen ’Wolf’.
De svenske søstre tør både være hudløst ærlige i fremførelsen af deres smukke sange, og drillende tease ’Seven Nation Army’ på keyboardet, hvilket skabte en musikalsk fremragende koncert med en afslappet stemning. Et mere behageligt selskab end Klare og Johanna Söderberg er svært at finde, og efter fem kvarter i selskab med First Aid Kit var publikums smil helt på deres plads.