Foxygen

Foxygen er Jonathan Rado og Sam France, to frygtløse musikalske eventyrere fra den pæne del af L.A., som siden deres ubekymrede high school-dage har lavet deres helt egen originale musik. Det skyldes ifølge dem selv deres helt unikke kreative forhold, hvilket man, efter de første par gennemlytninger af deres debutplade, da heller ikke kan stille spørgsmål ved. Ikke meget af det, der bliver pumpet ud af populærmusikkens maskinrum i dag, lyder som Foxygen.

Det er nærmest som at trykke rewind på musikhistoriens store spole og først stoppe, når 60’ernes og 70’ernes psykedeliske og charmerende hymner dundrer derudaf.

Læs også: Hør Foxygens nye album

Efter den grandiøse velkomst ’In the Darkness’, som er Foxygens mere groovy og alternative take på 70’er-glam og disco spædet op med bigband-blues, bliver det kun mere intimt og beskidt. ’No Destruction’ oser således af en stil på linje med den elektriske Dylan og Sixto Rodriguez, hvor den melodiske basgang og hammondorgelet er rygraden, og hvor guldkorn som »There’s no need to be an asshole, you’re not in Brooklyn anymore / You may take what you are given but you leave it on the floor«, ikke gør sammenligningen mindre værdig.

Læs også: Hør Top Track: Foxygen No Destruction’

Uden videre slår drengene over i folkpop på ’San Francisco’ i en catchy-as-hell reference til flower power 60’er-soundtracket af samme navn (den med »if you’re going to…«). Glockenspiel og træblæsere sukkerglaserer sangen, der er en af pladens melodiske perler.

På ’Shuggie’ pakker drengene flere elementer ned på ét nummer, end mange formår på et helt album – spacy synth og strygere, temposkift og korsang afløser hinanden med største naturlighed, imens Sam synger om en pige med næsehornsformede øreringe.

I pladens sene timer er det titelnummeret, der imponerer i en kombination mellem Hendrix’ hektiske blues og Morrisons aggressive spoken word-croon. Det er svedigt uden at være klistret og arrogant uden at være påtaget. Det er fucking fornøjeligt, intet mindre!

Læs også: Breakin’ Sound 2013: De 10 mest lovende nye udenlandske navne

Den psykedeliske rutsjebanetur på en meget forskelligfarvet regnbue – gennem to årtier, og med lige dele bløde stoffer og hård kærlighed i blodet – varer kun 36 minutter, men kilder hele vejen, da den er smukt afbalanceret mellem overraskende og rocket bluesjam og catchy flower power-pop.

Drengenes store musikeridol Richard Swift har som producer haft den ubehagelige opgave at gribe de millioner af bolde, som duoen kaster op i luften, uden at pille deres innovative kreativitet fra hinanden. Props til Swift, da den røde tråd hele tiden er at finde i virvaret, og således gør debuten til et genialt retrospektivt sansebombardement.