Den Sorte Skole
Den Sorte Skoles tredje musikhistorietime er pladevendernes mest radikale til dato. Til forskel fra de to første lektioner er mix-dogmet om udelukkende at bruge pladespillere droppet til fordel for mere moderne, computerbaseret klippeklistreværktøj. Og ind i maskinerne har de proppet 10.000 musikbidder (fra vinyl, forstås!) fra 51 lande, samlet til halvanden times sømløst sammensyet patchwork.
Det er musikalsk slægtsforskning i yderste potens, hvor nye betydningslag konstant aflejres. Genrer krydsbestøves på tværs af tid og rum og lokker en ind i en hyberglobaliseret særverden, hvor freejazz-musikere, ukendte afrikanske sangere, obskure psychrockere, tablaspillere, rastafarier og moderne kompositionsmusikere finder sammen i nye organiske fællesskaber.
Læs live-anmeldelse: Den Sorte Skole på Spot Festival
Turntablist-udgangspunkt eller ej, så har ’Lektion #3’ ikke rigtig noget med hiphop eller mashup at gøre. Glem alt om beatdreven eventyrlyst og overraskende, men genkendelige musikcitater, vi er nærmere electronicaens kølige overblik og tålmodigt sonderende temperament. Det er vildt associationsridt, men i passager overskygger den bagvedliggende historiske bevidsthed næsten det originale musikalske produkt: Man ved, at man er vidne til en kæmpe kunstnerisk bedrift, men oplevelsen er ikke nødvendigvis akkompagneret af denne lytters betingelsesløse hengivelse.
Sagt på en anden måde, så formår Den Sorte Skole ikke altid at bygge bro mellem det bagvedliggende dannelsesprojekt og det umiddelbare udtryk. Og så lugter det lidt for meget af arkæologisk kompilationsarbejde, frem for kunstnerisk praksis. Paradoksalt nok fordi Den Sorte Skole mikser så professionelt og gnidningsfrit, hvorfor pulsen albummet igennem er i meditativt mellemtempo. Lidt flere rifter, revner og bølgende spændingskurver havde pyntet, men det overskygger ikke den monumentale arbejdsindsats, der ligger bag. Respekt for den.
Download ‘Lektion #3’ HER.