Turboweekend – mindre turbo, mere intimitet

Turboweekend – mindre turbo, mere intimitet
Foto: Lucas Adler

»I sidder ned. Vi sidder ned. Og det bliver vi ved med resten af koncerten«, lød det med et skævt smil fra forsanger Silas Bjerregaard, da han og resten af kumpanerne i Turboweekend havde sat sig til rette på scenen i Musikhusets Store Sal.

Turboen var taget ud af weekend, og der var inviteret til intimkoncert med Silas siddende på barstol og flygel i stedet for synthesizers. Det smagte mere af fredag aften med rødvin – hvis ikke af søndagshygge – end de tidlige morgenstunder, som man normalt kan forbinde med Turboweekends fortrinlige og tempofyldte synthrock.

Læs live-anmeldelse: Den Sorte Skole på Spot Festival

Setup’et fungerede overraskende godt, hvor de knap tre kvarter blev fyldt ud med bandets stærke bagkatalog. Kun det lidt for patosfyldte piano skæmmede bandets udtryk, hvor det især blev lidt for kvalmt på ‘Trouble Is’, hvor Silas til gengæld demonstrerede sin enestående stemmes kraft, så pigerne hujede og skreg ved nummerets udgang.

De nedbarberede udgaver fra ep’en ‘Shadow Sounds’ snoede sig som perler på en veltilrettelagt række, hvor et fornemt cover af Fleetwood Macs ‘Dreams’, den nyere ‘On My Side’, og en fremragende fremført ‘Into You’ afløste hinanden, mens hyldesten fortjent skyllede ned over salens rækker mod det veloplagte band.

En modig, men alligevel selvsikker magtpræstation af et band, der endnu engang udviste stor villighed til at udvikle sig.

Koncert. Store Sal, Spot Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af