Forest Swords
I 2010 havde en helt ny lyd i den elektroniske musik formet sig. Vokalsamples fra især 90’ernes r’n’b dukkede op som spøgelseslignende ekkoer i engelsk-inspireret klubmusik hos blandt andre Burial, James Blake, Four Tet, Mount Kimbie, og så lynilden fra den skyfri himmel, Forest Swords aka Matthew Barnes. På hans debut-ep ’Dagger Paths’ havde han blandt andet samplet Aaliyahs ’If Your Girlfriend Knew’ og givet sit helt eget bud på poppens sentimentale vokalers forvandling i et fjernt, elektronisk univers.
Efter lidt omveje er tiden kommet til debutalbummet, som ikke overraskende er en gaveregn af gode ideer. Lydbilledet har en let skrabet kvalitet med mange instrumentale elementer, især guitar, der vrider sig melodisk ind i de rytmisk set relativt flade landskaber. Det er melodiernes støjende skønhed, der bærer den modne frugt gennem musikken, ikke rytmernes overraskelser. ’Irby Tremor’ er et godt eksempel med et sprødt guitarriff, melodiske baslinjer, synth og skrattende blæsersamples, men med et tilbagelænet og diskret beat.
Læs også: Hør Forest Swords nye album
Barnes er med andre ord velplaceret på Tri Angle Records, der har lagt mineralfyldig muld under den stemningsorienterede og dystre elektroniske musik de seneste par år. På linje med label-kammerater som oOoOO og Balam Acab har Forest Swords en helt særlig evne til at dyrke sine stemninger så indædt og præcist, at de til sidst springer ud som små selvstændige verdener. Man kan kalde det en slags aktiv ambience: I stedet for passivt at skildre et givet rum, skaber denne musik aktivt sine steder.