Azekel

Flere artister kæmper om prædikatet som den britiske Frank Ocean, og navne som MNEK og Sampha har allerede etableret sig som en del af den alternative r’n’b-scene, der snart ikke er så alternativ mere. Om det taler til Azekels fordel at følge i slipstrømmen er svært at afgøre, da det kan have øget opmærksomheden omkring hans debut-ep, der omvendt er svær at differentiere fra kollegernes værker.

Om ligheden i lyd skyldes, at kunstnerne deler inspirationskilder, skal være usagt, men faktum er, at flere af dem har listet landskvinden Sade som forbillede. Azekels forkærlighed for den nigeriansk-britiske sangerinde kommer eksplicit til udtryk på ’No Ordinary Love’, der ikke blot låner sit sample, men også navn fra Sades ikoniske kærlighedssang. Azekel skifter imidlertid både perspektiv samt poesi ud med prosa i sin udgave og lader her titlen dække over et faderkompleks, som i den tilhørende tekst forløses via den ligefremme fortælleform, der kendetegner hele ep’en.

I kontrast til det nøgterne narrativ står produktionerne, der antager meget forskellig karakter. Hvor ’Official’ sagtens kunne forefindes på en Miguel-plade, er pladens mest bemærkelsesværdige nummer, ’Be Mine’, mere alternativt i sit udtryk, og leder i stedet tankerne hen på progressivt orienterede, amerikanske artister som Iman Omari og Coultrain. Azekel er således nok med til at tippe magtbalancen til Storbritanniens fordel hvad angår kvantitet og originalitet, men at den anden side af Atlanten stadig vinder, når det kommer til kvaliteten af materiale, ændrer hans ep ikke meget på.