Bryce Dessner & Kronos Quartet
Bryce Dessner – til daglig guitarist og komponist i rockens udsøgte rødvinsromantikere, The National – har en baggrund i klassisk musik og har tidligere arbejdet sammen med komponister som Philip Glass og Steve Reich. ‘Aheym’ (jiddisch for ‘hjemad’) er et samarbejde med den millionsælgende strygerkvartet Kronos Quartet (for hvem rockmusik ikke er et fremmedord, da de tidligere har fortolket blandt andre Sigur Rós og Nine Inch Nails).
Albummet består af fire kompositioner, hvoraf de tre er båret af kvartettens violiner, viola og cello. Der fremmanes sørgmodige tableauer, hvor hidsige violiner momentant kontrasterer celloens dybe klangbund. Der er enkelte rislende pizzicato-partier, men mestendels er der tale om eftertænksom og sorgfuld musik, der hænger i rummet som vanddråber, der fryser til is. Titelkompositionen er da også tematisk rundet af Dessners jødiske familiebaggrund og hans bedsteforældres generations tvungne eksil fra Europa til Amerika.
Læs anmeldelse: The National ‘Trouble Will Find Me’
Den 15 minutter lange ‘Tenebre’ inkorporerer korstemmers ordløse fraser, der fastholder musikkens grundlæggende enigmatiske, forfrosne karakter. ‘Tour Eiffel’ skiller sig ud ved sin dominerende brug af børnekor (Brooklyn Youth Chorus), der skaber en nærmest Händel-andægtig ramme om Dessners ensomt fortvivlede guitarmotiv og prunkløs klaverledsagelse. Til allersidst bygges der op til en dissonant finale med hvirvlende percussion og stemmer – som spiraler i frit fald.
Dessners kompositioner er monolitter af alvorsfuld refleksion. Musikkens kølige stringens kan synes lidenskabsløs, men den fastholder lytterens fokus på musikkens konkrete elementer foruden den tematiske alvor, der ligger bag.