The National ‘Trouble Will Find Me’

Jeg kan godt lide The National. Bagbindes jeg og tæskes med friskplukkede bambusrør, vil jeg efter nogle døgn måske indrømme, at debuten fra 2001 kan halte enkelte steder – måske. Mine fødder må dermed siges at være godt og grundigt filtret sammen i en gordisk velkroknude. Jeg står solidt plantet midt imellem fanboy og objektivitet.

Dilemmaet viser sig efter de første otte numre dog effektivt aflyst. Porten ind til albummet knuser nemlig fandrømmen om mesterværket, da åbneren er en inderlig sag over et ret dræbende guitarriff. På den positive side indeholder teksten essensen af alle verdens parforhold. Den følges af ’Demons’ og ’Don’t Swallow the Cap’, som begge blot forstærker indtrykket af, at noget lidt for pænt er på færde. Af de første otte skæringer er det kun slutningen af ’Sea of Love’, som piller ved et lydbillede iført en lidt bleg smoking og matchende cremefarvet butterfly.

Læs også: Video: The National hylder obskurt russisk postpunk-band

Albummet skulle i stedet være startet på den lækre og lune ballade ’Slipped’, hvis lave tempo og eminente Berninger-lyrik starter et momentum som ’Pink Rabbits’ griber sikkert med en skævt slæbende stemning over stor atmosfære, og som ender i den smukke, om end lidt klistrede, lukker ’Hard to Find’. En god anden halvleg.

Læs også: Video: Se trailer til The National-dokumentar

Pladen er således nok den mindst gode siden debuten. For tight og med en nyfunden irriterende borgerlighed i front, uden at følelsen af kaotisk ubalance i et virvar af instrumental healing smelter sammen med top-notch melodier og rammer lytteren i al sin overdådighed. Tilbage står en solid plade under vanlig eminent standard og forhåbningerne til plade nummer syv.