Foto: Morten Elbech
Det er en begejstret Sune Wagner, der sammen med sin gamle bassist Jakob Jørgensen atter samler ungdomsbandet. Anledningen er debutalbummet ‘Swell’, som har 20 års jubilæum næste år. Og frontmanden glæder sig mindst lige så meget som sin fanskare til at spille de numre, han skrev som 20-årig. Det fortæller han fra sin lejlighed i Los Angeles.
Hvordan tror du, det bliver at spille de gamle numre igen?
»Jeg tror, det bliver sindssygt sjovt. Der kommer godt gang i den. Jeg sad lige og lyttede til de gamle numre, og jeg kunne allerede se for mig, hvordan folk vil stå og smile nede i salen«.
Hvordan tror du, aldersfordelingen bliver til koncerterne?
»Det er et godt spørgsmål! Jeg går ud fra, der kommer mange forskellige aldersgrupper. Jeg forestiller mig, at det kan blive meget blandet. Man kan tænke, at det måske primært er de ældre, der kommer for nostalgien. Og det er sikkert også kun dem, der har råd til det. Så er de alle sammen blevet ansvarlige og har fået arbejde og børn, og så kan de godt punge ud til en god koncertbillet [griner]«.
Men hvordan føles det at kunne fejre 20 års jubilæum som musiker?
»Det er sgu meget fedt. Det er lidt en anden slags jubilæum, for vi har jo ikke eksisteret i 20 år, så det er ikke ligesom Sort Sol. Men det er i grunden meget fedt at kunne fejre en ting, man har haft fælles dengang, man var yngre. Så det er en meget fed måde at gøre det på«.Hvilken betydning har ‘Swell’ for dig personligt?
»Jamen, det var jo der, vi alle sammen startede. Så det er klart, det betyder meget for os. Det var første gang, vi prøvede at være i et stort studie med en masse penge til rådighed og kunne gøre, hvad vi ville. Det er en kæmpe oplevelse, når man ikke er særlig gammel. Jeg har været omkring 20 år. Og så har pladen jo vist sig at holde ved. Folk kan godt lide den stadigvæk, og det er også derfor, vi gør det. Vi kan mærke, at den plade har betydet meget for en masse folk og måske stadig gør det«.
Hvordan vil du beskrive Psyched Up Janis’ position i dansk rockhistorie
»Bandet har altid haft sådan en outsiderposition. Vi har aldrig følt, at vi var en del af den grønne bølge, eller hvad det hed dengang (bølge af dansk grungerock, ført an af bands som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Inside the Whale, red.). Vi havde ikke rigtig nogen venner i hele det slæng, så vi stod ligesom meget for os selv. Det var sikkert noget, vi valgte selv på det tidspunkt ud fra en oprørsk tankegang. På den måde har bandet jo været meget kompromisløst. Vi har gjort de ting, vi følte var rigtige for os og skrev noget musik, som måske ikke appellerede til hele Danmark, men til en vis målgruppe, som også havde lyst til at sidde derhjemme og se sort på det hele og bladre i diverse digtsamlinger [griner]. Men det skal der også være plads til, og måske har vi kunnet hjælpe nogle mennesker lidt der«.
Synes du, bandet har fået den anerkendelse, det fortjener?
»Jo, det synes jeg i grunden. Vi var jo et populært band, kan man sige. Men som årene gik, havde jeg mere lyst til at prøve lykken i udlandet, og vores musik faldt måske ikke helt i udlandets smag på det tidspunkt. Det var også en af grundene til, at vi gik i opløsning. Men hjemme i Danmark gjorde vi det fortrinligt. Vi spillede fremragende koncerter og havde altid et utroligt lækkert og trofast publikum og fik som regel fine anmelder. Så jeg følte altid, at vi var et højt respekteret band, absolut«.
Det er jo ikke første gang, I gendannes. Hvad er grunden til, at du har fået lyst til at fejre fortiden igen?
»Det var faktisk ikke vores idé at gendanne bandet overhovedet. Jeg havde en forestilling om, at det aldrig kom til at ske. Men det var vores gode ven, rockfotografen Søren Solkær, som foreslog det i forbindelse med en udstilling i Øksnehallen allerede i 2009. Så det var sådan det startede, fordi det gik så godt dengang. Folk var sgu så glade. Så sad jeg bare en aften og stenede lidt, og så tænkte jeg, ‘gud, næste år har ‘Swell’ jo jubilæum. Skulle man ikke lige fejre det på ordentlig maner?’ Men det er jo ikke ligesom, da Dizzy (Mizz Lizzy, red.) lavede deres reunion. De spillede afsindigt mange koncerter, kunne jeg se på turnéplanen. De tog bare det hele. Men det ligger jo ikke til os, og det gjorde det heller ikke tilbage i 90’erne. Vi var ikke det band, der tog en måned på landevejen. Det skal bare være få koncerter udvalgt med omhu. Noget folk vil sætte pris på. Ikke at der er noget dårligt i at spille 60 koncerter på en reunion-tour. Tværtimod, det er da kun fedt, hvis man kan det. Så er det en anden sag, at jeg slet ikke tror, vi kan spille alle de små byer og kræmmermarkeder. Det har vi slet ikke status til«.
Men er der lidt nostalgitrip i det? Er du blevet nostalgisk på dine gamle dage?
»Nej, ikke fra min side. Jakob har det måske mere sådan end jeg. Det hænger nok sammen med, at jeg har travlt med musik i det hele taget. Jeg føler jo, at jeg hele tiden laver ny musik og fornyer mig, hvor Jakob ikke har noget andet band. Så for ham er det mega fedt at øve på bassen igen og gøre klar til at stå foran en masse folk. Det er jeg selv mere vant til, så på den måde har jeg ikke det totale nostalgitrip. Jeg gør det primært, fordi jeg ved, folk vil have et kæmpe nostalgitrip og blive super glade. Det kan jeg huske fra sidst, og det var helt fantastisk«.
Er dig og Jakob så lidt som et kærestepar, der bliver ved med at slå op og finde sammen igen?
»Ja, det kan da godt være. Vi er ikke sådan nogle, der snakker i telefon en gang om ugen. Men vi elsker jo hinanden. Vi har hver vores forskellige tilværelser, men vi glæder os afsindigt meget til at snakke om gamle dage og spille noget musik, som har betydet meget i vores liv. For den musik har jo gjort os til de personer, vi er i dag«.
Har I planer om at indspille nyt materiale under Psyched Up Janis-navnet? Det er der nok mange, der gerne vil vide.
»Ja! Nej, det har vi ikke planer om. Vi har ikke drøftet det på noget tidspunkt, og jeg ved ikke, om vi har lysten til det. For jeg tror ikke, at folk gider stå og høre os spille ti nye numre til maj. Jeg tror hellere, folk vil høre klassikere fra de gamle plader. Det ville jeg i hvert fald selv i den situation. Jeg har ikke på noget tidspunkt været interesseret i de nye plader med My Bloody Valentine, Pixies eller Mazzy Star, for eksempel. Det siger mig intet. De bands har haft deres storhedstid og har lavet ekstremt god musik, men jeg har ingen interesse i, hvad sådan et band laver 20 år efter. Alt kan jo ske, men jeg tror virkelig ikke på det for vores vedkommende«.