Gabriel

Gabriel
Foto: Dennis Morton

’Rosensale’ er et kunstværk mere end en popplade. Et forførende spindelvæv af følelser og eksistentielle spørgsmål, bundet sammen af elektroniske snore og Søren Stenagers poetiske vokaludfoldelser.

Gabriel er kunstværkets hovedperson, skabt af Stenager og producer Asger Bruun Hansen. Poesien maler hans liv fra start til slut. »Du var som et barn / uden ord uden navn«, er således pladens første strofer på ’Gabriel’. Herefter følger vi ham gennem forelskelser, dødsfald og et mislykket ægteskab, inden ’Rosensale 1. & 2. akt’ markerer hovedpersonens egen død. En død, som pladens titel allerede har skæbneforudsagt.

Stenagers skrøbelige men insisterende stemme er et afgørende element i fremførelsen af de poetiske tekster. Hans vokal deler ligheder med hedengangne Entakts frontmand Jonas Villumsen, men Stenager benytter sig bedre af dens mangler, som når falsetten bliver hæs i beskrivelsen af hans forelskelse: »Hun flyver som en enlig svale / på træk igennem spejlesale«.

Læs også: Se musikvideoen til Gabriels ‘Ithaca’

Den slæbende elektronik skaber r’n’b på et dystert, triphoppende underlag med samplede vokaler, tunge bassynth og trommemaskiner i ånden af Burial. Og selv om det skaber ligheder med The Weeknd, er Gabriel en langt mere krævende lytteroplevelse. Kammerinstrumenter og strygere maler ekstra lag mellem og oven på elektronikken, og de lange pauser mellem stroferne fordrer tålmod fra lytteren.

Trægt tempo og repeterende strofer får nogle skæringer til at kræve mere, end de giver, men omvendt får særligt de flotte klokker og klappende trommer den smukke tekst til ’Convertible med åbne læber’ til at sno sig og give musikken de popstrøg, som kunstværket til tider mangler. En parring, der viser overlegen musikalsk snilde.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Gabriel. 'Rosensale'. Album. A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af