- Hugorms stærke sangskrivning har ikke brug for al den konfetti
- Barselonas Top Tracks: »Man kan jo ikke sige, at man kan lide Metallica, uden at nogen kommenterer på, hvor dårlig han er«
- Jada er tilbage efter fire år: »Jeg var nødt til at vente, til jeg havde modet til at fortælle ærligt om de her ting«
Isaiah Rashad
Isaiah Rashad er den nyeste rapper hos pladeselskabet Top Dawg Entertainment, der også huser Black Hippy-crewet med Kendrick Lamar og Schoolboy Q, og hans første udgivelse for selskabet lægger sig i forlængelse af netop kollektivets signaturlyd: Reflekteret, intelligent og poetisk hiphop. Men Rashad er fra sydstaterne, mens de andre Black Hippy-rappere alle er fra vestkysten, og det kan man høre.
Rashad refererer tung sydstatsrap som Master P og Webbie, og trækker også på eksperimenterende funk-lyde a la Outkast. Et sted synger han således om at blive forelsket mens han lytter til Outkasts debut (’West Savannah’), mens han på højdepunktet ’Modest’ bruger et originalt og særdeles aggressivt flow, der faktisk minder en del om Drakes på ’Worst Behaviour’. Sydstatsindflydelsen giver lyden kant og tyngde.
Læs også: Året der gik: De 10 største hiphop-talenter i 2013
Rapperens flows er gennemgående originale – han leger med adlibs og stemmemanipulationer og synger også. Samtidig har han et øre for omkvæd der næsten slår Kendricks, mens tekstuniverset er nuanceret på en måde, der mest af alt minder om Schoolboy Qs ’Habits & Contradictions’. For tematikken kredser også her om refleksion over sig selv og sine handlinger: »These bitches ain’t shit and pussy is my greatest vice / I love smoking weed, I hate advice«, rapper han selverkendende på ’Heavenly Father’.
Nogen gange er Rashads tekster ikke helt så vellykkede – en linje om, at en pige forhåbentlig beder til Gud, når hun er nede på knæ, lyder mere end en smule hyklerisk, men det er højst skønhedsfejl på en ekstremt vellykket debut fra en ekstremt begavet ny rapper.
Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Isaiah Rashad. 'Cilvia Demo'. Album. Top Dawg Entertainment.