Sune Wagner: »Gud, ‘Swell’ har jubilæum næste år«

Psyched Up Janis er netop blevet offentliggjort til sommerens Roskilde Festival. Læs interview med frontmand Sune Wagner her.

Det er en begejstret Sune Wagner, der næste år sammen med bassisten Jakob Jørgensen atter samler ungdomsbandet. Anledningen er 20-års jubilæet for debutalbummet ‘Swell’, og frontmanden glæder sig mindst lige så meget som sin fanskare, til at han skal spille de numre, han skrev som 20-årig. Det fortæller han fra sin lejlighed i Los Angeles.

»Jeg tror, det bliver sindssygt sjovt. Der kommer godt gang i den. Jeg sad lige og lyttede til de gamle numre, og jeg kunne allerede se for mig, hvordan folk vil stå og smile nede i salen«.

Nummeret ‘I Died in My Teens’ blev i 1994 slagsang for teenageangste outsidere landet over. Og ‘Swell’s sammenbidte støjrock har tilsyneladende noget universelt over sig. »Pladen har vist sig at holde ved. Vi kan mærke, at den har betydet meget for en masse folk, og måske stadig gør det«.

Og albummet har også betydet meget for Sune og Jakob. Oplevelserne med ‘Swell’ gjorde dem til de personer, de er i dag. »Mig og Jakob lever hvert vores liv i dag, men vi glæder os afsindigt meget til at snakke om gamle dage og spille noget musik sammen«.

Faktisk er det anden gang, Psyched Up Janis bliver gendannet. I 2009 foreslog fotografen Søren Solkær nemlig Sune og Jakob at spille en koncert sammen igen. »Det gik rigtig godt der i 2009. Folk var sgu så glade. Så en aften sad jeg bare og stenede lidt, og så tænkte jeg, gud, ‘Swell’ har jo jubilæum næste år«.

Der er foreløbig kun en god håndfuld koncerter planlagt, og de genopstandne støjrockere påtænker ikke at rejse land og rige rundt.

»Det ligger ikke til os, og det gjorde det heller ikke i 90’erne. Vi tog aldrig en hel måned på landevejen. Så det skal bare være få koncerter udvalgt med omhu. Du ved, vi tager kun de fede steder«, siger Sune med et grin.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af