Wild Beasts
Det er sigende, at Wild Beasts’ nye kuld sange har titler som ’Past Perfect’, ’New Life’, ’Nature Boy’ og ’A Simple Beautiful Truth’. De udtrykker en større ro og enkelhed i forhold til for eksempel den seks år gamle debut, ’Limbo, Panto’, der indeholdt anderledes ekstravagante sangtitler som ’Brave Bulging Buoyant Clairvoyants’ og ’Vigil for a Fuddy Duddy’. De mindre komplekse titler er sigende for gruppens mere stringente fokus anno 2014.
Den nyvundne afklarethed er også kendetegnet ved en musikalsk og kompositorisk akkuratesse og en mere nedtonet (og mindre studentikos) lyrik.
Hayden Thorpes vokalindsats er mere strømlinet end før, og hans lyse fraseringer er mere poppede og ligefremme. På ’Mecca’ betoner han for eksempel med ironifri overbevisning sangens indlysende hookline. Medvokalist Tom Flemings mere malmfulde og melankolske røst placerer sig fortsat et behageligt sted mellem Peter Gabriel og Elbows Guy Garvey. Kontrasten mellem de to sangere er stadig gruppens mest oplagte trumfkort.
Stemninger af hverdagstristesse og romantisk higen er gennemgående, men mere abstrakt formuleret end på den ellers musikalsk beslægtede forgænger ’Smother’, hvis synthstemninger var tilført knaster, kanter og overraskelsesmomenter, ikke mindst i sin eksplicitte lyrik.
Læs anmeldelse: Wild Beasts ‘Smother’
Albummets sofistikerede elegier fungerer som en sømløs, veltempereret enhed, hvor det er vanskeligt at fremhæve enkelte sange frem for andre. Åbningssangen ’Wanderlust’ indeholder kimen til hele albummet i sig – krydret med et mørkt inviterende mellemstykke, der sætter sangen, såvel som albummet, i relief på diskret, men overbevisende vis.