The Afghan Whigs
Genforeninger af mere eller mindre ikoniske orkestre har efterhånden været det nye sort i en længere årrække. Således hoppede også dette skamløst oversete Cincinnati-band med den karismatiske bad-ass Greg Dulli i front med på reunion-toget, da de for et par år siden begyndte at turnere igen. Nu er de så klar med deres første nye album i 16 år.
The Afghan Whigs forsøger lykkeligvis ikke på nogen måde at lefle for tidens trends og lyder derfor langt hen ad vejen, som de gjorde tilbage i de gode 90’ere. Resultatet er en måske lidt umoderne, men heldigvis ikke forældet, kradsbørstig og pågående guitarrock, der undertiden tilføres et soulet skær. Læg dertil Dullis lurvede og viltre tekstunivers, som fortsat kredser om angst, liderlighed, misbrug, svig og svigt, og så sidder man faktisk med en aldeles hæderlig rockskive af klassisk snit mellem hænderne.
Det hvæsende åbningsnummer ’Parked Outside’ sparker døren ind fra start med sit slæbende slagborsriff, mens indflydelsen fra soulmusikken umiskendeligt viser sig på ’It Kills’, hvor det i refrænet smerteligt lyder fra den evigt desperate Dulli: »It kills to watch you love another«.
Singleudspillet ’Algiers’ virker med sine undertoner af svampet sydstatscountry og rhythm’n’blues som var den hentet direkte fra lydsporet til den übercool tv-serie ’True Detective’, ’The Lottery’ dirrer intenst af indestængt vrede, mens slutnummeret ’These Sticks’ adstadigt, men sikkert, sender udspillet i mål iklædt hornsektion og pomp og pragt.
Uden tvivl en af de mere slidstærke comebackskiver. Velkommen tilbage.