Quick Quick Obey – kåd debut i solskinnet

De unge Thy-knægte fyldte den charmeforladte foyer i Musikhuset med falset, glæde og håb for fremtiden.

Som de stod der, vekslende mellem taknemmelig ‘wow-vi-spiller-virkelig-på-Spot’ til mere løssluppen attitude, lignede Quick Quick Obey præcis, det som de er: Fire unge drenge med en lovende fremtid for sig til at videreudvikle et velfungerende udtryk.

Deres kåde interne kontakt smittede af på publikum, som voksede eksponentielt i takt med at drengene spillede sig varme. Selv om scenen var henlagt til den noget charmeforladte foyer i Musikhuset, hvor sollyset bragede ind gennem de store glaspartier, formåede de fire ungersvende at levere en overbevisende koncert, som de ydre rammer ikke kunne obstruere. Guitarist Nikolaj Poulsen dansede på sit pedalboard og vekslede mellem psykedeliske delay-klange og en tør guitarsound. Hvilket gik glimrende i spænd med Mikkel Roars pulserende bas og Esben Halkiers keyboard-flader.

Højdepunktet var den iørefaldende ‘Hold Your Breath’, der indledtes med en marimba-intro, hvorefter vokalisten Halkier forlod sin plads bag tangenterne og gav den som interagerende frontmand med god kommunikation med crowden. Han dansede rundt på scenen og skabte associationer til Thomas Troelsen i Superheroes-dagene. I netop Halkier har Quick Quick Obey virkelig et es. Hans stemmebånd var totalt kontrollerede, og han gjorde  en overbevisende figur med markante falsetfraseringer.

Den Tame Impala-influerede ‘Blood’ var ét blandt flere bemærkelsesværdige øjeblikke, ligesom den afdæmpede ‘Don’t Play Parts’ demonstrede, at bandet også formår de inderlige momenter i en koncertsituation.

Læs også: Anmeldelse af Quick Quick Obeys debutalbum

Quick Quick Obey efterlod et godt indtryk, og det var tydeligt at se, at Thy-knægtene havde forberedt sig til denne betydningsfulde koncert. Derfor var det også dejligt, at de i afslutningsnummeret slap kontrollen og fuldstændigt hengav sig til musikken og deres tydelige glæde ved at spille sammen.

Koncert. Koncert Spot FestivalMusikhuset
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af