Quick Quick Obey

Den purunge danskerkvartet rammer på deres debutalbum plet i tidsåndens frejdige ungdomssind. Pladen er nemlig ladet med energi og fri-modighed, og allerede på jomfrurejsen ‘Hold Your Breath’ markerer en særdeles eventyrlysten basgang, at der er plads til legesyge badutspring, når bandet udbreder deres lydtæppe med marimba og gentagende guitarriff.

Derfra springer albummet fra den ene fængende omend en smule banale ørehænger til den anden. Singlerne ‘Sunn’ og ‘Figures’ falder lige efter hinanden og danner pladens højdepunkt. Med krystalklar vokal, et uimodståeligt kneb som børnekor og en produktion, der er blød som en barnenumse, skal man have et hjerte af sten for ikke at blive forført.

Læs også: Se Quick Quick Obeys musikvideo til ‘Hold Your Breath’

Bandet præsenterer så et lille, heppende intermezzo, der med skæv guitar markerer, at vi går ind i pladens eksperimenterende del. ‘Don’t Play Parts’ er et stille nummer, der giver råderum til falset og et finurligt synth-arrangement, og det samme er både ‘We’re Getting Somewhere’ og ‘Sorry Restless People’, der dog bygger op og kulminerer mellem vægge af guitarstøj og tunge trommer svøbt i synth.

Men som under enhver god leg når Quick Quick Obey et punkt, hvor det er på tide at stoppe. De sidste tre af de i alt 11 numre formår mere at trække ud end at definere og tegne op. For selv om den bastante ‘Blood’ og de to slentrende numre ‘Silverfox’ og ‘Exit Fox Hole’  alle står fint på egne ben, fremstår deres formål unødvendigt. På dette tidspunkt har bandet allerede gjort det klart, at de har et veludviklet instinkt for veldrejet electropop.