The War on Drugs – en fænomenalt flimrende rockdrøm
Adam Granduciel og hans musikalske håndlangere i Philadelphia-gruppen The War On Drugs kan med ro i sindet sparke dørene op til virksomheden ’Forpagtere af Classic Rock A/S’. Under aftenens udsolgte koncert i Store Vega forvaltede orkesteret nemlig rockmusikkens arvesølv med den helt rette blanding af opfindsomhed, overskud og respekt. Og hold da ferie en læsterlig lektion udi rockens DNA vi fik. Med alt hvad dertil hørte af lirede guitarsoli, buldrende trommer så præcise som Breitlings urværker, rumklangsdryppende mundharmonika, sexet saxofonkræs og jeg skal gi’ dig.
Allerede fra starten med trommeslager Charlie Halls piskende pulsslag i det skvulpende rockkvad ’An Ocean In Between the Waves’ havde bandet fat i den lange ende. ’Baby Missiles’ fik med sin effektive fusion af Dylan-vrælen og poleret Dire Straits-vellyd stemningen i salen til at ryge på himmelfart, og lidt senere buldrede ’Red Eyes’ draperet i vekslende blåt og rødt lys ud af den imaginære highway som en brummende Buick med flossede guitarsalver gemt under kølerhjelmen. Forinden tog en smilende Granduciel sig lige tid til at tage et par hurtige fotos med sit medbragte polaroidkamera, og man kan skam sagtens forstå, at han ønskede at forevige øjeblikket.
Læs anmeldelse: The War on Drugs ‘Lost in the Dream’
Tempoet blev sænket i den blide ’Suffering’, som til trods for sit mere introverte udtryk alligevel formåede at holde kadencen. Her udviklede Granduciels blødende melankolske guitarfigurer sig til en sært summende tilstand, inden den pulserende blanding af kraut og americana atter vendte tilbage i de eminent eksekverede ’Under the Pressure’ og ’Best Night’.
Luften gik en smule af ballonen, da orkesteret momenter senere kastede sig udi et lidt vel afslappet cover af Bill Fays ’I Hear You Calling’, der blev fulgt op af en række numre, hvor anonymiteten kortvarigt tittede frem, og man tog sig selv i at kigge på klokken.
Lykkeligvis fandt The War On Drugs tilbage i den rette motorvejsbane, hvorfra de serverede slagkraftige udgaver af blandt andet ’Come to the City’, ’Lost In the Dream’ og publikumsfavoritten ’Brothers’, så den fænomenalt flimrende rockdrøm ved koncertens afslutning var intakt.
Læs også: The War on Drugs anbefaler film, bøger og tv-serier