Lust For Youth

Hannes Nordvidde har lukket lyset ind i sit ellers dunkle synthpop-projekt.
Lust For Youth

Svenske Hannes Nordviddes synthpop-projekt har over en række udgivelser stødt og roligt bevæget sig væk fra den introverte og industrielle lo-fi-lyd, som var så kendetegnende for Lust for Youth til at begynde med. Den musikalske dannelsesrejse kulminerer på dette album, hvor lyset for alvor får lov at trænge ind på det ellers så mørklagte dansegulv og resulterer i en række slidstærke popmelodier, som står i kø for at bringe klubben i kog.

Om kulminationen skal tilskrives indlemmelsen af Loke Rahbek og Malthe Fischer (ex-Oh No Ono) som mere faste sparringspartnere er uvist, men projektet lyder langt mere som en kollektiv musikalsk kraftanstrengelse end tidligere.

Hos Lust For Youth har 80’er-koryfæer som Depeche Mode og New Order ikke levet forgæves. Lyt for eksempel til den tungt pulserende basgang i det fornemt flakkende åbningsnummer ’Epoetin Alfa’, som smager af Peter Hooks fænomenale arbejde på den firstrengede. Uden at nummeret dog fremstår som en bleg kopi, men snarere er en veldrejet homage.

På det tropisk klingende singleudspil ’Illume’ demonstrerer Nordvidde, hvor ganske uovertruffet et popøre, han besidder. Den alternative festbasker er simpelthen uimodståelig, og den drevne ’New Boys’, den luftige ’Armida’ og legesyge ’Running’ rummer ligeledes en respektindgydende portion hitfaktor. Popsensibiliteten står med andre ord i lys lue på Lust for Youths hidtil mest vellykkede udspil.

Læs anmeldelse: Lust For Youth til Distortions Final Party

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Lust For Youth. 'International'. Album. Sacred Bones.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af