Lust For Youth havde ikke gejsten til Final Party
Spilleforholdene på en festival kan være uretfærdige, når man skal kæmpe med dårlig lyd i et telt og samtidig konkurrere med dundrende lydniveau fra de tilstødene scener. Hvilket desværre virkede til at tage lidt af modet fra ellers så livlige og energiske Lust For Youth på Membrane-scenen til Distortions Final Party på Refshaleøen.
Den dansk-svenske trio bestående af Hannes Norrvide, Loke Rahbek Malthe Fischer indtog den stærkt discobelyste scene, der passede som fod i hose til deres overvældende kåde synthesizers, som ved første anslag gik direkte i hofter og arme på det oplagte publikum.
Kontrasten mellem de mildest talt højtflyvende electropeaks og Hannes’ drevne og postpunkede vokal var desværre så stor, at hans stemmes dystopiske klang druknede mere end hvad godt var, og det er synd for den ellers så virkningsfulde polarisering, der balancerer stemningen mellem desperation og eufori.
‘Running’ og ‘Breaking the Silence’ var blandt de numre, hvis titelord dog brændte sig mediterende igennem til den hungrende crowd. Uanset om teltlyden var dårlig eller ej, så kunne intet her skjule, at Lust For Youth virkelig ved, hvad de laver og kan. Herudover virkede der dog ikke til at være nogen motivation, men bare tomme blikke fra trioen. Ligeså meget lyst som publikum synes at have, ligeså lidt lod tilbagetrukne Hannes til at give igen. Efter godt 30 minutter var det slut uden et ord. En brat og skuffende afslutning på en koncert, der aldrig udfyldte sit potentiale.
Læs også: Anmeldelser fra Distortions Havnefest: Kingdom, Skream m.fl.