Psyched Up Janis – ingen åreforkalkning her

90’er-heltenes rastløse og ungdommelige rocksange bed fortsat fra sig.
Psyched Up Janis – ingen åreforkalkning her
Foto: Tue Blichfeldt

Nostalgi kan være en blandet følelse, men i tilfældet Psyched Up Janis bør den tolkes positivt. For nok var der gået 15 år siden deres afskedskoncert på Roskilde Festival, men de danske 90’er-heltes tilbagekomst til festivalens største scene viste sig heldigvis at være en respektaftvingende en af slagsen. Størstedelen af de ungdommeligt rastløse rocksange bed nemlig fortsat fra sig.

Trioen lagde offensivt ud med en vilter udgave af deres ubetinget største hit, generation X-hymnen ’I Died In My Teens’, som blev fulgt op af en støjbidsk ’Vanity’ og en vidunderligt desperat ’Evil Beauty’. Så var vi ligesom i gang. Ingen åreforkalkning her.

Der var dømt  fræsende grungekræs, hvor især støjprojektilerne ’Modest Us’ og ’Chandelier’ prikkede de rigtige steder. Her var gruppens intensitet i den grad intakt. Anderledes blev der vaklet en smule i ’Strange Pier’, som blev serveret lidt sløset og med småfejl. En klein ridse i lakken.

Læs interview: Psyched Up Janis: »Det er hårdt at lytte til sig selv for 20 år siden«

En fornemt flosset ’The Stars Are Out’ fik det ellers lidt passive publikum til at skråle med af fuld hals, inden der blev lukket med manér med først en funklende ’Special One’ og siden den bastunge, episke ’Shudder’.

Lad der venligst ikke gå 15 år, inden vi ses igen!

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.

Psyched-up-Janis_04
Psyched-up-Janis_05

Koncert. Koncert Psyched Up JanisRoskilde FestivalOrange Scene
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af