Psyched Up Janis: »Det er hårdt at lytte til sig selv for 20 år siden«

Torsdag kickstarter Sune Wagner og Jakob Jørgensen deres jubilæumsturné med debutalbummet 'Swell' i fødebyen Sønderborg. Varm op til nostalgi-trippet med et stort interview.

Psyched-Up-Janis-717x375
Da Sune Wagner var teenager, prøvede han at farve sit hår med en grøn sprittusch. I hjembyen Sønderborg i de tidlige 90’ere var der nemlig ingen steder, man kunne købe grøn hårfarve. Han og gymnasievennen Jakob ville gerne skille sig ud. Jakob gik i spraglet batiktøj, mens Sune stjal tøj fra sin mors garderobe.

»Vi så ud ad helvedes til. Jesus Christ. Det var noget med langt hår og huller i tøjet. Men vi gad ikke følge med mainstreamen. Vi var jo nogle søgende unge mennesker, der gerne ville gøre det, vi havde lyst til. Vi ville spille musik og flytte til København«, siger Jakob Jørgensen, bassist i Psyched Up Janis.

I dag har de begge rundet de 40. Vi sidder på et københavnsk værtshus, der er kommet øl på bordet, og ‘Mormors kolonihavehus’ med Eva Madsen spiller i højttalerne. Sune bor til daglig i Los Angeles, hvor han arbejder som producer og har bandet The Raveonettes. Jakob er skolelærer og far til fire børn. De to har i den grad fået opfyldt deres ungdomsambitioner, og nu har de gendannet deres gamle støjrockband Psyched Up Janis for en kort bemærkning i anledning af, at debutalbummet ‘Swell’ til sommer har 20 års jubilæum. Cirklen er sluttet, for turneen åbner på spillestedet Sønderborghus, hvor Psyched Up Janis spillede deres første og udsolgte koncert den 1. december 1989.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men deres fælles musikalske løbebane startede, da Sune og Jakob gik i samme gymnasieklasse og havde bandet LSD, som var en forkortelse for Live Strong Die. De tog musikken meget seriøst. Engang pjækkede Sune fra gymnasiet en hel uge for sidde hjemme på sit værelse og spille guitaristen Steve Vais teknikøvelser til hudløshed. Men det var ikke nemt at være anderledes i den sønderjyske provinsby. Sune og Jakob lærte at slå fra sig.

»Man skal huske på, at sergentskolen lå i Sønderborg, så når man gik i byen, var der enormt mange sergenter. Og de hadede sådan nogle som os. Det var virkelig ubehageligt, og mange af vores venner blev overfaldet groft, fordi de så ud, som de gjorde«, fortæller Sune.

På det tidspunkt spillede de to venner mest kopinumre af klassisk rock som The Doors, Led Zeppelin og danske The Sandmen. De brændte for at spille musik, men som de selv beskriver det, var de stadig et umodent gymnasieband. Sune tændte mere på at spille guitar end at synge, så i en periode havde de en heavy metal-fyr med som forsanger. De var også inspireret af mere udsyret alternativ rock som det amerikanske band Jane’s Addiction, og efterhånden begyndte de at lytte til støjende indierock som Dinosaur Jr. og Sebadoh.

Læs videre på næste side om Nirvana, Ungdomshuset og det alternative København.

Psyched Up Janis2Foto: Martin Kurt Haglund

Et generationsskifte
En demo blev indspillet under ambitiøse omstændigheder i et sommerhus i Vestfalen. Da havde Sune og Jakob fundet frem til et musikalsk udtryk, som var så selvstændigt, at det krævede et nyt bandnavn. Den Janis, som indgik i det nye bandnavn, var delvist en reference til Jane’s Addiction, delvist til Janis Joplin, og delvist påvirket af en ung pige i lokalområdet, som led af depression og havde hængt sig selv i et træ i skoven – en begivenhed som havde gjort stort indtryk på den unge Sune.

Men et afgørende ryk var, da Nirvanas ‘Smells Like Teen Spirit’ bragede gennem lydmuren i 1991. Nummeret blev en stil- og identitetsskabende sang for den musikgenre og ungdomskultur, der blev døbt grunge, men også for 90’ernes musik i det hele taget. Og for Jakob og Sune var der ingen tvivl om, at det, de hørte, var noget helt nyt og anderledes. Musikken havde en energi og melodiøsitet, men også en vrede, de kunne relatere til.

Jakob kigger på Sune. »Første gang du hørte Nirvana, fik du så ikke den dér ‘bum’?« spørger han og banker knytnæven hårdt mod sin brystkasse. »Jo, lige præcis«, siger Sune og nikker. »Og det gjorde jeg også selv«, siger Jakob. »Fucking hell, her var der pludselig noget nyt. Jeg var ved at falde bagover, da jeg hørte ‘Smells Like Teen Spirit’ for første gang«.

Sune fortsætter: »Det var virkelig et generationsskifte, og det var fint at være en del af det. Alt det man kendte fra før, den kommercielle radio og hitlisterne, det blev alt sammen ødelagt. Pludselig var alt muligt. Og det var det fede ved det. Det var ikke det, at der stod et band i Seattle og skruede op for distortion. Det var i virkeligheden en følelse af, at alt var muligt. At jeg kunne gøre hvad som helst«.

Leverpostejsmadder og syv kvadratmeter
På det tidspunkt var Sune og Jakob færdige med gymnasiet og var flyttet til København. De boede i en ungdomsbolig på Vesterbro på syv kvadratmeter for 400 kroner om måneden og levede af leverpostejsmadder med cayennepeber.

»Det var det, vi altid havde drømt om. Vi havde en vision, og jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved det«, siger Jakob. »Også ude i Ungdomshuset«, tilføjer Sune. »Jeg har stået og kastet sten mod politiet under urolighederne efter EU-afstemningen den 18. maj 1993. Jeg så vores ven Steffen blive skudt i foden. Vi bar ham ind på et værtshus og lagde ham på et billardbord«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

København var åben for forskelligheder, og Sune og Jakob trivedes som blommen i et æg i storbyens alternative miljøer. Men selv om Psyched Up Janis blev slået i hartkorn med den såkaldte grønne bølge i dansk rock, følte de ikke det store tilhørsforhold til den øvrige danske musikscene, hvor grunge-inspirerede bands som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Inside the Whale brød frem i forbindelse med konkurrencen DM i Rock. Sune og Jakob langede ud efter de jævnaldrende bands, som i deres ører var useriøse, gymnasieagtige og uden ret meget på hjerte.

Siden teenageårene havde Sune læst digtere som Michael Strunge og F.P. Jac, og hans store idol var den amerikanske beatforfatter Jack Kerouac, som han også har tatoveret på sin højre underarm. Det univers tog han med sig i sine sangtekster, som han følte, skulle være ærlige og betyde noget i stedet for bare at være meningsløs gymnasiehumor som ‘Leather Crane’ og ‘Keith the Hamster’, som to sange af Kashmir og Inside the Whale hed. Psyched Up Janis ville gerne give andre unge noget at spejle sig i. Og det lykkedes for dem med sangen ‘I Died in My Teens’ – et melodiøst, fængende og støjende anthem, der vakte stærk genklang, og som for mange stadig indkapsler erfaringen af at være en rastløs og plaget teenager.

Læs med på næste side om Kashmir-beefs, musik-mudderkast og nostalgitrip. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kompromisløse outsidere
Outsiderne fra det lille provinssamfund var ambitiøse og kompromisløse. De havde en anden bagage med sig end et københavnerforstadsband som Kashmir, der var mere følsomme og tog det meget nært, når nogen ikke kunne lide dem.

»Vi skrev om de ting, vi oplevede. Men vi kom også fra et andet sted end et band som Kashmir, der jo var opvokset omkring storbyen. Så vi kom ligesom med nogle andre meninger og så tingene på en anden måde. Vi lærte tidligt, at hvis du ser anderledes ud, jamen så får du et par på hovedet«, siger Sune.

Fejden mellem Psyched Up Janis og Kashmir blev blæst meget op i medierne, men der var en reel konflikt mellem de to bands. Psyched Up-trommeslageren Martin Bjerregaard blev engang voldsomt upopulær, da han til en friluftskoncert i Aarhus simpelthen slukkede for strømgeneratoren og afbrød en Kashmir-koncert. Og Sune kom flere gange i problemer i det danske musikmiljø på grund af sine ublu udtalelser.

»I Ekstra Bladet kom jeg til at svine Nikolaj Foss, som producerede meget for den grønne bølge. Jeg havde jo slet ikke noget at have det i, men det var altså den attitude, jeg havde«, siger Sune, der sammen med Jakob er gået om bord i det andet sæt af en fadøl og en lille bitter.

Jakob fortsætter: »Danskere er jo generelt pisse bange for at sige deres mening, og det har jeg aldrig forstået. Vi kunne virkelig ikke lide de folk, det kunne vi faktisk ikke. Der var sikkert mange, der krøb udenom, men vi sagde bare vores mening«.

Siden Sønderborg-dagene havde de to haft internationale ambitioner. Og de havde allerede nået at se lidt af hvert. Deres manager, den herboende amerikaner Charles Smith, havde en masse kontakter i udlandet, som han havde sat dem i forbindelse med. Bandet havde været i New York og spille på det mytologiske spillested CBGB’s. Og så havde de hængt ud med det legendariske Manchester-band The Stones Roses, som tilfældigvis indspillede deres andet album i Wales, samtidig med at Psyched Up Janis var der for at indspille ‘Swell’ med produceren Craig Leon.

»Det var egentlig ret voldsomt, for de var virkelig fucked up på stoffer«, fortæller Sune. »De hentede os om dagen i en varevogn og tog os med ud til et crazy rave ude i en eller anden skov, hvor vi endte med at være til klokken seks om morgenen. Det er ret vildt, når man er en ung dansk dreng fra Sønderborg«.

Blandede følelser
Selv om Psyched Up Janis kan bryste sig af at have været en del af et vigtigt musikalsk generationsskifte og har forsynet mange danskere med lydsporet til deres teenageår, så er Sune skeptisk over for nutidens tendens til at besøge fortiden.

»Nirvana var ikke et tidløst band. Når jeg kører i bil, og de spiller Nirvana i radioen, så har jeg egentlig ikke lyst til at høre det. For mig tilhører det en bestemt tid. Men er Psyched Up Janis så også nostalgi fra 90’erne? Det vil jeg til dels svare ja til. Selvfølgelig er det det. Men vi skrev om nogle meget nærværende erfaringer af at være teenager i et lille land som Danmark. Der var en form for tidløshed i det. Så jeg ved ikke … for mig giver det mere mening«, siger Sune tøvende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Han forklarer, at det kan være forbundet med blandede følelser at blive konfronteret med en tidligere version af sig selv igen. »For eksempel ‘Shudder’ – i dag synes jeg, jeg synger forfærdeligt på det nummer. Jeg skriger nærmest, og det har jeg sgu svært ved at lytte til nu. Det er hårdt at lytte til sig selv for 20 år siden. Det tænker jeg lidt på, nu hvor vi skal ud og spille igen. Og jeg skal nok synge det, men når jeg hører det nu, så ser jeg bare en ung person, der ligger på gulvet på en madras og spiser leverpostejsmadder«, siger Sune.

Jakob nynner med på Bjørn Tidmands ‘Paloma Blanca’, der spiller i værtshusets højttalere. »Vi er vokset op nede i Sønderjylland, så vi har hørt meget tysk schlager«, siger han med et skævt smil.

Sune funderer over, hvordan det bliver at spille de gamle numre. »Det bliver underligt og nostalgisk og fedt og alle mulige ting. Og det kan sagtens være, at man står og spiller en sang og tænker, ‘det her betyder intet for mig’. Jeg ved det ikke endnu. Vi får se«.

Psyched Up Janis åbner deres danmarksturné i Sønderborg i morgen den 1. maj og tager derefter på en mindre Danmarksturné.

Interviewet er tidligere bragt i Soundvenue #84.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af