Suspekt ‘V’
Suspekt udvikler igen egen lyd på deres femte overgreb i albumformat. Når Vestegnen rammer den amerikanske vestkyst, er det i en udløsning af grimt sprog, utilbørlig opførsel og moderne rapmusik, der ikke begrænser sig til stramme genredefinitioner.
Med hule trommer, et storladent hook og en knyttet næve til den politiske xenofobi kunne ‘Danmark’ have været at finde på ‘Prima Nocte’, men bedst bliver det på ‘S.U.S.P.E.K.T.’, hvor pitchede congas og et legende skævt beat glaseres med West Coast-synth.
Den dystre stemning, der kendetegnede de seneste to udgivelser, er decimeret, for ‘V’ rummer nemlig også en tilbagelænet side. Mellem vreden og misogynien hygger landets bedste rapgruppe sig – og hvorfor ikke, når man nu blev Grammy-nomineret for solidt musiksnedkeri?
»Det har været én stor legestue at være derovre, og det har givet en meget kreativ og løssluppen stemning«, udtaler de hårde rødder med henvisning til indspilningen i Los Angeles. »Der vil være hårde ting (…), og ellers er vi både ude i noget beskidt, lækkert og flot«.
Beskidt er ordet, der bedst beskriver Bai-D’s serenade ‘Bollede hende i går’ – en stille beskidt g-funk-ballade. Og netop Bai-D har aldrig været skarpere. Vokalen er løsnet op og brænder tydeligere igennem uden at gå på kompromis med det sammenbidte udtryk.
Albummet vinder på at give et komplet billede af Suspekts mange kvaliteter gennem tiden. Det er et sjældent spraglet album, hvor alle (dysfunktionelle) sider af gruppen blotlægges, og på trods af, at ‘V’ stikker i mange retninger, er det underholdende fra start til slut.