Suspekt – et tungt rullende triumftog

Suspekt – et tungt rullende triumftog
Foto: Nicolai Levin

Den afdøde filmkritiker Roger Ebert sagde ofte, at det vigtigste ikke er, hvad en film handler om, men hvordan den handler om det.

Den visdom er en vigtig nøgle til at forstå, hvorfor Suspekt slipper af sted med det, de gør. Hvorfor de kan rappe om at kneppe kællinger smurt ind i coke og dyppet i sprut, udpensle depraverede voldsfantasier, og hvorfor Bai-D i et dirrende, sprængfyldt Store Vega fredag aften kunne invitere en kvinde fra den kampsvedende første række i publikum op til en drink i baren på scenen og rappe om, hvordan han bollede hende i går, i dag, og i morgen vil bolle en anden – uden at det blev ubehageligt.

Man fornemmede en næsten kær akavethed i Bai-D’s interaktion med kvinden. Han noterede sig hendes indledende afmålthed og holdt sig respektfuldt på afstand, indtil hun langsomt begyndte at synge med på teksten, som hun tydeligvis kendte, og næsten symbolsk legede med en medbragt maske som en understregning af det rollespil, Suspekt-universet også er.

For Bai-D, og hans mere gavtyrsagtige, glimt-i-øjet mikrofonmakker Orgi-E, ved godt, at de ikke udelukkende er nogle fandens karle. I deres verden hænger der tit en sky af skam over den uhæmmede, eksplicitte sex, og eskapaderne kan fungere som en trist virkelighedsflugt – fra et klaustrofobisk miljø uden synlig exit, fra eksistentiel tomhed eller kuldsejlede forhold. Og lige så vigtigt: Det er ikke altid krystalklart, at det er kvinden, der er kællingen.

Derhjemme kan man altså virkelig nørkle med Suspekts tekster og pille sig selv i hjernen. På scenen vil Albertslund-trioen derimod udelukkende give dig grund til at pille i fissen eller rykke i pikken. So to speak. I Vega blev den desperate stræben efter flugt og forløsning gennem orgasmen oversat til en mere simpel jagt på festens klimaks, og den isolerede afmagt transformeret til en fællesskabsfølelse, hvor fans flåede trøjen af og skrålede i kor.

Særligt i koncertens anden halvdel – med bangers som ‘Søn af en pistol’, ‘Klaus Pagh’ og klangbunden for hele foretagendet, ’Proletar (hvor jeg står)’ – gik det absolut helt agurk, og man mistede nemt overblikket over, hvad der var gulv, og hvad der var loft.

Rune Rask, trioens altafgørende og herligt generte producerben, tårnede øverst på scenen i tågen, omgivet af en tung trommeslager, synths og Vodka-Lars på guitar, og orkestrerede en bragende live-lyd, der godt nok nogle gange trampede lidt tungt på hans finesse-fyldte produktioner og udlignede noget af den vidunderlige variation, der er en af hans mange styrker.

Men vi blev stadig rykket rundt mellem sumpet G-funk, munkekor, metallisk minimalisme og næsten Prodigy-pumpende tonserfest. Og indimellem forkælet med cuts fra de tidlige album og kollaborationer med L.O.C. og Jooks – sidstnævnte kiggede forbi til en trio af sange, blandt andet den politiserende fædrelandshymne ’Danmark’, hvorunder flere medbragte Dannebrog-klude blafrede blandt det overophedede publikum.

Læs også: Verdens 10 mest sexede tracks ifølge Suspekt

I total kontrol over aftenens manus bragte Suspekt os fra den lumret loungede ’Jazzmælk’ til den lige så lumre men langt mere rabiate ’Kinky fætter’ (hvor en ekstatisk kvinde kantede sig op på scenen, smed alle klude og dry-humpede gulvet) i en perfekt ark og altid med den oprigtige glæde – en boblende varm charme, særligt Orgi-E ikke kan undertrykke – som er et andet af Suspekts virkelig forsonende træk.

At Lukas Graham gled perfekt ind i mikset, da han på fænomenal vis overtog Tina Dickows vokal på ’Helt alene’ og desuden i bar overkrop fornemt nakkede et vers på ’Kinky fætter’, vidner bare om, at Suspekt (og særligt Rune Rask) har skabt et univers, der rækker langt ud over hiphopmiljøet. Drifterne pulserer i os alle.

Orange Scene: Gør dig klar til at blive kneppet til sommer.

Læs også: Se billeder og voxpop fra koncerten

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så rev vi lige årets sidste forside på Soundvenue

Et billede slået op af Suspekt (@suspekt) den

Koncert. Store Vega. Setliste 'Jazmælk (til alle mine piger)''S.U.S.P.E.K.T.''Skudtæt''En lang nat''Ruller tungt''Brænder byen ned''Amore Infelice''Bollede hende i går''Klam fyr''Singlepik''Kræs for kendere''Ingen slukker the stars''Prima Nocte''Hvor fuck er mit jernrør''Hun er på mig''Knepper dig til techno''Få din flask på''Hvem er en.. kælling?''Danmark' (feat. Jooks)'Åndssvag' (feat. Jooks)'Rolig rolig' (feat. Jooks)'Søn af en pistol''Proletar (hvor jeg står)''Helt alene' (feat. Lukas Graham)'Klaus Pagh''Kinky Fætter' (feat. Lukas Graham)'Sovset ind i livet'
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af