Låpsley

De minimalistiske og fintfølende laptop-produktioner på Holly Lapsley Fletchers hjemmegjorte debut-ep ’Monday’ fra sidste vinter genlød af den både sjælfulde og køligt elektroniske soullyd, som James Blake har sat standarden for. Denne ep er den kun 18-årige brites første reelle udgivelse hos velrenommerede XL Recordings, og selv om hun ikke har svigtet det skitseagtige og asketiske udgangspunkt fra ’Monday’, har sangene alligevel fået mere tyngde.

Det gælder for den tilbagelænede singleforløber ’Falling Short’, der er mere melodisk, end hvad vi tidligere har hørt fra Låpsley, men stadig baseret på et minimum af virkemidler som soulede pianoakkorder tilsat diskrete fingerknips. Ligesom på nummeret ’Station’ fra i fjor pitcher hun her sin stemme ned, så hun kan synge duet med sig selv, og den forvrængede vokal som en dyb og sørgmodigt klingende dobbeltgænger på smågenial vis omslutter hendes egen både lyse og modne klang.

På den smukke ’Brownlow’ udelades klaveret til fordel for tindrende synths og blødt dunkende beats, men Låpsleys leg med de elektroniske lag i lydbilledet efterlader stadig masser af plads til, at hun kan folde sin vokal ud som en ganske vist ung, men potent soulsangerinde.

Fælles for alle fire sange er, at de er svøbt i en blåtonet eftertænksomhed – på finalen ’Dancing’ i så høj grad, at sangen næsten lukker sig om sig selv i det stillestående samspil imellem de nøgne, vokalbårne vers og de ildevarslende elektroniske impulser. Låpsleys overordentligt veludviklede sans for de få virkemidlers store effekt peger dog på, at hun vil kunne spinde guld på sit tag på 10’ernes minimalistiske soul.

Læs også: Låpsley på vores liste over 2015’s mest lovende udenlandske navne

Læs også: Frisk indpakning: Seks kvinder, der tager soulen i nye retninger