Der gik et chok gennem salen, da Kanye til nattens Grammy Awards stormede scenen netop som Beck skulle til at holde sin takketale efter at have modtaget prisen for ‘Årets album’. Nu har Beck kommenteret på sagen, men først en gennemgang af begivenhederne.
Kanye forlod scenen igen uden at sige et ord, og mens der en overgang var konsensus om, at der var tale om en joke med reference til hans berømte afbrydelse af Taylor Swift til MTV VMA i 2009, viste et interview efter ceremonien, at rapperen var dybt seriøs.
Interviewet kan ses forneden, og her siger Kanye, at Beck burde have givet prisen til Beyoncé efterfulgt at blandt andet disse linjer:
»Det, der sker, er, at når man bliver ved med at nedgøre kunst og ikke respektere håndværket, og klaske folk i ansigtet efter de leverer monumentale bedrifter indenfor musik, så er man respektløs overfor inspiration. Vi, som musikere, er nødt til at inspirere folk, der går på arbejde hver dag, og når de hører det Beyoncé-album, føler de, at det tager dem til et andet sted«.
Hele talen virker mest af alt som en udvidet tirade omkring, at Beyoncés album er mere ‘kunst’ end Becks, og derfor skulle have vundet. Dybere bliver det ikke. Beck selv virker dog til at tage hele episoden i stiv arm.
»Jeg blev så begejstret, da han kom op. Han fortjener at være på den scene ligeså meget som alle andre«, siger han til US Weekly, og fortsætter med at forklare, at han sagtens kan forstå, hvor Kanyes følelser kom fra: »Jeg troede, hun ville vinde. Come on, hun er Beyoncé«. Selv når snakken kommer ind på spørgsmålet om, hvad der er størst kunst, holder Beck hovedet koldt: »Man kan ikke tilfredsstille alle. Jeg elsker ham stadig og synes, han er et geni. Jeg stræber efter at gøre, hvad han gør«.
Tilbage til Kanye-interviewet, hvor hovedpersonen selv har en forklaring på, hvorfor han alligevel holdt sig væk fra mikrofonen: »Og forresten: Jeg har min kone, min datter, mit tøjmærke, så jeg vil ikke gøre noget for at udsætte min datter, men jeg er her for at kæmpe for kreativitet. Det er grunden til, at jeg ikke sagde noget i aften. Men alle vidste, hvad det mente, når Ye trådte op på scenen«.
Det er utroligt, hvordan Kanye altid formår at sætte sig selv i centrum, selv om han (for familiens skyld!) denne gang valgte en lidt mindre ekstrem løsning. Takket være det efterfølgende interview står hans holdning dog ligeså stærkt, i dette tilfælde ødelagde han bare ikke en andens kunstners store øjeblik – hvilket jo et eller andet sted er prisværdigt…
Læs også: Grammy Awards: Se de vilde optrædener fra Kanye, Rihanna, Beyoncé, Sia m.fl.