Sea Change

To af de vigtigste musikalske arvestykker, 90’erne efterlod os – Radiohead og Björk – er samtidig blevet nogle af de største forbandelser. Ligesom listen over rockbands, der med udpræget dårligt held har forsøgt at efterligne førstnævnte er umådeligt lang, er de sangerinder, der har taget Björks særegne, gejsertroldevokal til sig og formet deres udtryk efter ’den lille, nordiske alfepige under den store stjernehimmel’-modellen utallige.

Desværre gælder dette også norske Ellen Sunde, det med sin debutlangspiller har begået et effent produceret, men desværre også temmelig kedeligt, elektronisk dreampop-album.

Der er gode takter på den frostklare single ’Above’, hvor Sunde træder en smule ud af de skandinaviske snesko og krydrer sit udtryk med et drys soul. På ‘Let’s Dance’ snor et flot crescendo af dryppende synthklange sig mellem vokalloops, der vækker mindelser om Susanne Sundførs samarbejde med Röyksopp, og flere andre steder på albummet glædes man over lyden af akustiske trommer som supplement til de evindelige 808’ere, som også Sea Change gør stor brug af.

Men som en Fever Ray uden den iderige uhygge, en Mø uden vildskaben eller et Chvrches uden elasticitet og hooks, fremstår Sea Change i sidste ende desværre ret forglemmelig, da helhedsindtrykket af albummet bliver, at man synes at have hørt det hele – bare bedre – før.