Han voksede op i New York under hiphoppens første guldalder i 80’erne. Senere blev Raekwon – med og uden Wu-Tang Clan – en central del af 90’ernes gyldne generation. Her udpeger rapperen album fra begge perioder, der har præget ham, som en optakt til soloalbummet ‘Fly International Luxurious Art’, der er ude på mandag.
Første album der betød noget
Eric B. & Rakim ‘Paid in Full’ (1987)
»Det var det første album, jeg virkelig elskede. Tracks som ‘Paid in Full’, ‘Move the Crowd’ og ‘Eric B. Is President’ inspirerede mig på grund af den energi, der var i dem. Jeg var teenager, da det udkom, og pladen havde alt: Sindssyge beats, dope tekster og kunstnerisk vision. Det smittede af på mig, og efter det album ville jeg også have de vildeste kæder og de nyeste sneakers. Samtidig viste det mig, hvor vigtigt det er at være en virkelig stor kunstner. Det er et af mine yndlingsalbum overhovedet«.
Listen fortsætter på de følgende sider.
En stor inspiration
Nas ‘Illmatic’ (1994)
»Min største inspiration må være noget fra 90’erne – noget fra en af de kunstnere, jeg kom frem sammen med som for eksempel Biggie, Mobb Deep, Nas eller Jay Z. De prægede mig alle sammen, så lad os sige ‘Illmatic’. Det er et tidløst album, som jeg virkelig respekterer, fordi det har så megen integritet. Man kan mærke kunstnerens evner«.
Ville ønske jeg havde lavet
Notorious B.I.G. ‘Ready to Die’ (1994)
»Jeg er altid meget fokuseret på teksterne, så jeg kan især godt lide hans metaforer, måden han skriver sange på og hans vid. Det er et album, jeg kan lytte til hvor som helst. Når jeg hører det, føles det, som om musikken taler til mig. Man synker ind i albummet, og det er ikke sådan, at man bare elsker en enkelt sang – man elsker hele albummet, artisten, alle sangene. Det er ekstremt svært at lave sådan et album, og for mig var det især i 90’erne, at der blev skabt sådan nogle helstøbte værker«.
Betød mest i min ungdom
Wu-Tang Clan ‘Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ (1993)
»Det er vildt svært kun at pege på ét, men Wu-Tang Clan er mine brødre, så jeg er nødt til at vælge ‘36 Chambers’. Der er det hold, jeg spiller for, så det kan ikke være noget andet«.
Gav mig lyst til at lave musik
Slick Rick ‘The Great Adventures of Slick Rick’ (1988)
»Når jeg lytter til Slick Rick, kan jeg høre, at han bare havde det sjovt, når han fortalte historier. Hans tracks passede perfekt sammen med hans flow og stemme, og det fik mig til at føle, at jeg var nødt til at opnå det samme«.
Et musikalsk vendepunkt
Raekwon ‘Only Built 4 Cuban Linx’ (1995)
»Da vi lavede albummet, følte vi, at vi var gadens ikoner. Folk vidste, at vi virkelig levede det liv, som vi rappede om. Men efter ‘Cuban Linx’ var jeg ikke bare et ikon på gaden, men et ikon, punktum. Og det er det, jeg tænker på, når jeg lytter til det album: Det er pladen, der fik mig derhen, hvor jeg er i dag. Og jeg er nødt til at være lige så god nu, som jeg var dengang«.
Læs også: Wu-Tang Clans 10 vigtigste numre