Liberal Alliance
Queen ’I Want it All’
Det er som bekendt Liberal Alliances fornemste opgave at tale til individets frihedstrang og minde det om, at staten (og de offentligt ansatte) dybest set er sat i verden for at besværliggøre individets saliggørende vej mod dennesidig frelse. Hvorfor ikke synge budskabet så simpelt, så alle kan forstå det – og for lungernes fulde kraft: »I want it all!«
Formuleringen af et stolt frihedsbegreb kan Queens basker – hvis man plukker lidt i versene – også levere. Hvad med linjer som disse: »A young fighter screaming, with no time for doubt«, »Gotta find me a future, move out of my way!«
Med andre ord: Liberal Alliance er en samling (primært unge) frihedskæmpere, der vil splintre nutidens velfærdsfascisme og bygge en fremtid, hvor systemets bureaukratiske logikker er trådt under fode.
Man kan eventuelt supplere med en video, hvor Joachim B. Olsen ses kaste åget af den omklamrende stat af sig i skikkelse af en tung kuglestøderkugle.
Enhedslisten
Jarvis Cocker ’Cunts Are Still Running the World’
Cockers vrede, vrængende protestsang, der en kort overgang i 2006 fik en til at tro på, at Pulp-frontfiguren havde ansatsen til en stærk solokarriere gemt i sig (men – suk – også det håb blev knust), kunne være en oplagt fuckfinger til hele det politiske establishment.
Enhedslisten – der ifølge en del kernevælgere måske kunne trænge til at minde sig selv om dens (græs)rødder i en udenomsparlamentarisk demokratiopfattelse – kunne med fordel fyre op til partiparolerne ved hjælp af Jarvis’ syngende lussing, der helt bestemt er formuleret fra et arbejderklasseperspektiv, som vil bekomme Listen vel. Bare tænk på linjer som de her, der er som taget ud af en alternativ-sarkastisk version af Liste Ø’s partiprogram: »Those most deserving will end up with the most / the cream cannot help but always rise to the top / well, I say: Shit floats…«
Se, det er en opkvikkende blanding af indignation og frækheden ved at kalde en spade for en spade (eller rettere: En skiderik for en skiderik).
Alternativet
The Beach Boys ’Wouldn’t It Be Nice’
Alternativet drømmer om en anden verden, en verden hvor man ikke begraver offentligt ansatte i bureaukrati og hvor man decentraliserer, der hvor det giver mening at stole på folks egen sunde dømmekraft. Nå ja, og så tror de på en økologisk revolution. De er, med andre ord, drømmere, og Beach Boys’ klassiske single fra mesterværket ’Pet Sounds’ er derfor et oplagt valg til kampagnesang, fordi den underliggende idealisme flugter fint med Elbæks og Babyboomer-generationens hippievisioner-tilført-moderne-management-tænkning.
’Wouldn’t It Be Nice’ er et implicit spørgsmålstegn og fungerer derfor som en bøn om det lønlige (og mere pragmatiske) håb, at partiet kan få en plads i det gode selskab ved at blive valgt ind i Folketinget den 18. juni. På den måde er sangens budskab i Alternativet-regi både idealistisk og opportunistisk: Den er lige dele ’Ville det ikke være skønt med en bedre verden?’ og ’Ville det ikke være dejligt, hvis Alternativet klarer skærene og vinder fire mandater?’
Socialistisk Folkeparti
Sheryl Crow ’The First Cut is the Deepest’
Sheryl Crows versionering af Rod Stewarts sejlivede ode til det sønderknuste hjerte kunne passende udgøre Pia Olsen Dyhrs dybfølte, men samtidig selvsikre bud på, hvordan partiet er kommet videre fra internt fnidder og de svigt, man oplevede som regeringspartner med S og R.
Sangen udtrykker, at SF som parti skal stole på sine egne kvaliteter, og ikke lade sig definere i kraft af S, der brød tilliden. Titlens ord om, at »the first cut is the deepest« er et billede på, at skaden er sket i det øjeblik, man første gang svigter sine idealer og hærder sig i forhold til at acceptere de følgende svigt. På den måde er det den ultimative lære (en slags arvesynd): ’Se hvor galt det gik, husk det nu!’
Sangen er dog også en forsøgsvis forsonende gestus, der kan lægge op til fremtidigt samarbejde (hvis ikke regeringspartnerskab) med S: »I still want you by my side…«
Det Radikale Venstre
Joni Mitchell ’Both Sides, Now’
De Radikale har altid haft det snusfornuftige udgangspunkt, at magt er vejen frem. I en valgkamp med den knapt så gennemslagskraftige Morten Østergaard ved roret (come on, han er ikke nogen Vestager eller Jelved!) og med truende meningsmålinger som baggrundsstøj, vil det være en god idé at pege på partiets klassiske rolle som tungen på vægtskålen i dansk politik.
Joni Mitchells klassiker ’Both Sides, Now’ understreger, at det på mange måder handler om at kunne se på livet fra to ståsteder på samme tid. Om det så er ’win or lose’ eller ’up and down’, så må man videre med den vished, at man altid kan anskue tingene fra den anden side, så der er ingen grund til at fortvivle. Magten skifter hænder, men De Radikale skifter (som tommelfingerregel) med!
Særligt syvende strofe taler til omkostningerne ved det politiske livs kongemager-intriger. Man risikerer jo hele tiden at skuffe politiske allierede, når man pludselig forlader en synkende skude til fordel for et stærkere skib: »Oh, but now, old friends they’re acting strange / they shake their heads, they say I’ve changed / well, something’s lost, but something’s gained / in living every day«. De Radikales sjæl indfanget som insektet i ravklumpen, intet mindre!
I øvrigt vil partiet passende kunne benytte sig af den aldersstegne Jonis orkesterledsagede version fra 2000 (frem for den ungdommelige, folk-akustiske original fra 1969), som det – med tanke på partiets nylige 110-års-fødselsdag – sig høre og bør for en ældre dame.
Venstre
Meat Loaf ’Objects in the Rear View Mirror May Appear Closer Than They Are’
Lad os se lidt nøgternt på det: Venstre har været et hvepsebo af skandalesager de sidste ti år. Løkkes bilagssager, Skattesagen, Forsvarssagen (ja, personen Søren Gade i det hele taget…). Måske lidt sund selvkritik er det bedste forsvar mod de angreb, der vil fortsætte med at komme i forhold til at overlade magten til dette – ifølge den siddende regering – slæng af magtfuldkomne mænd i jakkesæt (tilsat en furie med ildrødt hår)?
Meat Loafs sang taler til Venstres indgroede problemer, der på forunderlig vis tilgives eller negligeres i vælgerhavet (og ude i kommunerne): »We were soldiers of fortune / we got in trouble but we sure got around«. Omkvædet maner til selvsikkerhed: Man skal ikke fortabe sig i fortidens meritter (læs: Skandaler). Måske har man vitterligt overvundet dem, når først de er løjet af?
Sangen – der indeholder en af Meat Loafs mest ultimativt uforståelige (eller geniale?) aforismer: »If life is just a highway, then the soul is just a car« (undskyld, kan jeg få den én gang til?) – taler desuden om en kvindeskikkelse, der redder vor ellers strandede protagonist (Lars). Det er naturligvis et billede på Inger Støjberg, der har genrejst partiet – »just like an angel rising out of a tomb«, som Meat Loaf synger – ved at tale til folkedybet på en måde som Løkke ikke selv formår.
Det Konservative Folkeparti
Chumbawamba ’Tubthumping’ *
Søren Pape har savnet medvind som partiformand og har derfor brug for at tro på sig selv, for husk på: I den konservative verdensopfattelse starter det gode, sammenhængende samfund inde i hjertet af individet, der hvor den sunde, moralske karakter skabes og udvikles i takt med det omgivende samfunds normer. Pape har meget længe lignet og lydt som en mand, der klamrer sig nervøst til magten som en skoledreng til eftersidning: Hvornår finder skoleinspektøren mon spanskrøret frem?
Nu skal Pape op i gear og træde i karakter! Først kom nazi-islam-isme-kampagnen, nu skal Pape vise alle de blødsødne humanister og forstokkede velfærdsforvaltere, at han mener det…sgu!: »I get knocked down, but I get up again / you’re never gonna keep me down…’«
* Hvis Pape af uransagelige årsager takker nej til Chumbawambas nærmest støvletrampende marchbeat, så kan Lars Løkke passende stå klar i kulissen til at overtage sangen som sin personlige slagsang i de næste tre uger.
Socialdemokraterne
Queen ’Don’t Stop Me Now’
Helt ærligt: Socialdemokraternes bedste chance for at vinde valget er ved at gøre det til et ’præsidentvalg’ mellem Helle og Lars. Helles pludselige personlige momentum gør hende for flertallet af danskerne til den mest troværdige statsministerkandidat, så i stedet for at fokusere på politiske budskaber (læs: Tabersager), bør partiet satse max på Helle-effekten.
’Don’t Stop Me Now’ er et ufortyndet destillat af det, det hele handler om: Personers forvaltning af magten. S bør lade Helle svælge i begejstringen over at have magten på sin side: »Don’t stop me now / I’m having such a good time!«
Nå ja, og så skal man ingenlunde ignorere magtens seksuelle drive, som Freddie Mercury også så klart indfanger: »I am a sex machine ready to reload / like an atom bomb about to (oh oh oh oh oh) explode!« Helle skal frem på scenen, omfavne sin kvindelighed og give los.
Dansk Folkeparti
Belle and Sebastian ’The Party Line’
Partidisciplin er alfa og omega for Dansk Folkeparti. Sådan var det under Pia Kjærsgaard (der nu er relegeret til rollen som en slags åndelig leder, om man vil) og sådan er det under Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkeparti vil tages alvorligt, koste hvad det koste vil (medlemsdemokrati, for eksempel).
Belle and Sebastians kåde discopop-sag har et omkvæd, der formår at kanalisere begejstring for det, det gælder om for partiet i forhold til de snart rigtig mange folketingsmedlemmer og alle medlemmerne ude i kommunerne, som det for landsledelsen gælder om at vejlede på en måde, så anklagen om ’landsbytosseri’ kan holdes i ave. »Jump to the beat of the party line«, den må gå rent hjem i et parti, hvor topstyring er lige så selvfølgeligt som det at trække vejret.
Desuden: Alle ved, hvad Dansk Folkeparti står for (og hvor meget de andre etablerede partier skeler til det), så fokus kan passende være på en stram partiorganisation i stedet for en stram udlændingepolitik!
Kristendemokraterne
Medley af Judee Sill ’Jesus Was a Cross Maker’ og David Bowie ’Up the Hill Backwards’
Der er ingen grund til at skjule, at det er op ad bakke for Kristendemokraterne: De skal ca. syvdoble deres tilslutning igennem en tre uger lang valgkamp for bare at komme ind på tinge, og den selverkendelse kunne passende udtrykkes ved omkvædet til Bowies ’Up the Hill Backwards’, mens de mere kryptiske verselinjer »we’re legally crippled / it’s the death of love« kan signalere, at Kristendemokraterne på grund af lovens krav om to procent vælgertilslutning er holdt uden for lovarbejdet, og det er – fordi den kristne stemme mangler – lig ’the death of love’. Ja, ja, vi spræller lidt i nettet her…
’Jesus Was a Cross Maker’, Judee Sills smukke barok-folk-hymne, minder vælgerne om, at Kristendemokraterne med den djærvt humoristiske Stig Grenov i spidsen står for en humanistisk skolelærerversion af kristendommen, hvor man tænker på samfundets svage, for husk på: Jesus var bare en tømrer, og er det ikke ironisk, at han selv kunne have lavet det kors, som han selv kom af dage ved…
Altså: Forståelse, ikke fordømmelse, er den sande kristne reaktion på konflikt og modgang. Om der er mange stemmer i det i partiets traditionelle højborg, Ringkøbing og omegn, er nok mere tvivlsomt…
Læs også: Vis os din yndlingsserie – og vi skal fortælle dig, hvem du skal stemme på