Den 16. maj er det atter tid til Nye Toner på Bremen Teater, og denne gang er det Christian Hjelm, Rune Braager og Vinnie Who, der agerer kuratorer.
Niels Bagge fra Vinnie Who har valgt at tage Waldo & Marsha med til Bremen. Sekstetten spiller drømmende og skør popmusik, og deres seneste ep ‘In It to Win It’ var en sand forårsbebuder af et sukkerchok. Første møde mellem de to var et specielt et af slagsen: »Jeg fandt dem bogstavelig talt i en rendesten ude foran Trailerpark Festival om søndagen længe efter festivalen havde lukket og slukket. De havde vist ikke noget sted at sove, men det lod ikke til at genere dem«, siger Bagge
Christian Hjelm har peget på Bene, der er Benedicte Pierleoni fra Baby In Vains soloprojekt. »Jeg havde Bene og hendes band med rundt i Danmark i fire uger og stadigvæk, her en måneds tid efter, rumsterer hendes sange rundt inde i hovedet på mig«, uddyber Hjelm.
niXale runder af for denne omgang, når han bliver præsenteret af Rune Braager, der har arbejdet sammen med popsangeren gennem sin rolle som producer.
Nye Toner
16. maj, Bremen Teater
Nyropsgade 39
Pris: Gratis entré
Læs også: Vinnie Who: Her er de sange, der har formet mig