Flo Morriseys majestætiske folknostalgi vækker minder om Lana Del Rey og Joni Mitchell
Det går sjældent ubemærket hen i anmelderspalterne, når et debuterende navn forfører med kombinationen af en ganske ung alder og en helstøbt lyd. Britiske Flo Morrissey har hele pakken: Sin egen klang, et gennemført visuelt udtryk og en dåbsattest dateret 1994. Men lukker man øjnene for den petite sangerindes fysiske skønhed og det faktum, at hun tog afsked med teenageårene for ganske kort tid siden, er debutalbummet stadig en i sig selv stærk og betagende lytteoplevelse.
Morrisseys varme, håndspillede lyd, lange lokker og ditto kjoler skaber stærke associationer til folkikoner som Joni Mitchell og Joan Baez, imens også den moderne trubadur Devendra Banhart spøger i blandt andet titelnummerets sørgmodige cello. Det er store træskostøvler at udfylde, men den unge sangerinde undgår pastichen og finder sit eget udtryk.
Albummets ti sange er skrevet i løbet af en periode på fem år – fra Morrissey var 14 år gammel og for første gang slog akkorderne til åbneren ’Show Me’ an. Henover de forsigtige guitarstrøg og pianoakkorder binder hendes voluminøse vokal elegante sløjfer i luften, og den er uden tvivl albummets rygsøjle, der forhindrer de ambitiøse arrangementer i at kollapse.
Morrissey har nemlig et stort sangskriverhjerte, der kompositionsmæssigt driver hende ud i dramatiske stemningsskift flere steder på albummet. På ’Betrayed’ og ’Woman of Secret Gold’ er versene holdt roligt klimprende, imens omkvædene er berusende bølgedale af højstemte strygere og fraseringer i toppen af det øverste register. Man frygter her, at den unge Morrissey skal stige til vejrs, høj på sit eget følelsesnarkotikum. Førstesinglen ’Pages of Gold’ er mere tøjlet med stortrommen som motor og et solidt popomkvæd.
Hendes tekstunivers er hertil romantisk, indadvendt og mørkrandet som enhver teenagepiges poesibog, og på ’Betrayed’ besynger hun sin forsmåede ekskærestes anklager om forræderi, imens hun andre steder flirter med fantasier om det hinsides.
Kort sagt:
Med sin modne tyngde og florlette ynde leder Flo Morrisseys vokal tankerne hen på sangerinder som Lana Del Rey og Beach Houses Victoria Legrand, som den majestætisk valser igennem debutalbummets nostalgiske, rigt orkestrerede folk-univers. Man frygter sine steder, at den unge brite skal miste jordforbindelsen, men albummet er stadig stærkt betagende.