For første gang stabler Strøm et godt gammeldags rulleskøjtedisko på benene. Torsdag den 12. august fra kl. 16.00-22.00 beslaglægger festivalen nemlig parkeringsområdet i Kødbyen mellem Jolene, Bakken og Mesteren og Lærlingen.
Og som det hører sig til, skal der selvfølgelig spilles disco i en lind strøm, mens man ruller rundt på sine side-by-side-skøjter. Til at stå for soundtracket har Strøm ikke hyret hvem som helst,t men den franske dj og producer Francois K, der i sine ungdomsår serverede sine disco-edits på selveste Studio 54 i New York.
Når du så er færdig med at rulle rundt vil der være ikke bare en, men hele tre efterfester på de omkringliggende klubber. Bakken vil huse Apeiron Crew, der denne aften præsenterer dj’en Claire Morgan, der til dagligt er bosat i Berlin og tilknyttet Berghain. På Jolene rykker C.U.P. (Copenhagen Underground Posse) ind med den britiske dj K15, der har mere end 20 års erfaring med at vende plader. Og sidst men ikke mindst overtager Eurofun-kollektivet for en stund Mesteren og Lærlingen med flere discotunes.
Strøm Festival har tidligere offentliggjort shows med blandt andre Flying Lotus i Vega, Andy Stott i Volume og Kenton Slash Demon på det åbne hav.
Læs også: Strøm Festival holder fest i stripklub og på taget af DGI-byen