Tilbage i april inviterede Mew alle deres fans til at medvirke i et eksperiment: At skabe musikvideoen til nummeret ‘Night Believer’ fra ‘+ -‘, i fællesskab.
Musikvideoen er sat sammen af en række billeder og små videoer, som den danske kvartets fans har taget af dem selv og uploadet til et online-fællesskab. Det har resulteret i en video stærkt inspireret af computeren og dens pop-up-vinduer, for side om side med Jonas Bjerre og resten af Mew-medlemmerne ser man klip af de 1.000 fanbidrag, der er endt i musikvideoen til ‘Night Believer’.
»Projektet har handlet om at skabe noget enestående og anderledes i samarbejde med vores fans«, fortæller Mew. Og med 2.250 tilmeldinger fordelt over hele verdenen har gruppen skabt en unik video, og ikke mindst et fællesskab, der ikke er set før.
Mew blev dog lidt slået på målstregen, for så sent som i sidste uge delte det nye danske musikkollektiv M.I.L.K. nemlig videoen til nummeret ‘If We Want To’, der også præsenterer en række små klip, der et efter et popper op i små vinduer på en computerskærm. Dog uden de 1.000 fanbidrag.
Læs også: Vi rangerer: Mews 10 bedste numre (uden ‘+ -‘)