Wolf Alice fortolker og fornyer 90’ernes rockarv til perfektion
Siden Wolf Alice ep-debuterede i 2013 med den fine ‘Blush’ er briterne blevet skudt i skoene, at de ikke er andet end endnu et 90’er-retrorockband. Men selv om der ikke kan herske nogen tvivl om, at det netop er på 90’ernes alternative rockscene og hos bands som Garbage, Elastica og My Bloody Valentine, at Wolf Alice har hentet ammunitionen til den støjende poppistol, debutalbummet er, får kvartetten fra London på overbevisende facon lukket munden på sine kritikere.
’My Love Is Cool’ er et album, der blander det bedste fra dengang med inspiration fra så forskellige moderne kanter som Chvrches, Lily Allen og Tunng. Og parret med en udsøgt meloditæft og forkærlighed for huggende, men perfekt afmålte støjguitarer, der gør, at Wolf Alice, som andre 90’er-inspirerede rockorkestre, aldrig forfalder til de skabelonagtige stiløvelsesløsninger, er albummet en regulær fornøjelse at lytte til.
Gruppens største aktiv er uden tvivl Ellie Rowsells vokal, der på åbneren ‘Turn to Dust’ svæver rundt i P.J. Harvey’ske luftlag, men med ligeså stor lethed stiller sig distanceret kølig og maskinel som hos Lali Puna på ‘Bros’ og de Placebo-agtige ‘You’re a Germ’ og ‘Lisbon’.
Vist er Rowsell bandets omdrejningspunkt, men nok så vigtig er den traditionelle guitar/tromme/bas-besætning, der betjenes alsidigt og med smagfuld forståelse, også for vigtigheden af fraværet af lyd.
Drypvis får Wolf Alice besøg af enkle, programmerede beats, der fungerer som strategisk placerede teltpløkker, som sørger for, at teltet ikke flyver væk, selv når støjkaskaderne er allermest stormfulde og truer med at drukne al melodi, eller når Rowsells vokal får lov at stå helt nøgen og truer med, næsten, at ryge omkuld.
Albummet kunne måske godt have været et par numre – titelnummeret, for eksempel, eller ‘Swallow Tail’, hvor vokaltjansen er overladt til trommeslager Joel Amey – kortere, men helhedsbilledet er af et band, der kender sin arv, men ikke er bange for at træde sine egne sko.
Kort sagt:
90’ernes alternative rock møder en ny generation af popfans på fremragende debutalbum. Afmålt støj og sammenbidt stilhed går hånd i hånd og viser et band, der har lige sikkert greb om inspirationskilder, personligt udtryk og ikke mindst den gode melodi.