Premiere: Lower er tilbage med ny ep – hør den intense førstesingle her

Det er godt og vel et år siden, Lower ramte plet et sted mellem mellemgulv og hjertekule med det formfuldendte debutalbum, ‘Seek Warmer Climes’, der indtjente international anerkendelse samt fuld stjerne-plade herfra. Nu er den københavnske kvartet tilbage med ep’en ‘I’m a Lazy Son… But I’m the Only Son’, som lander til efteråret. Første forsmag er allerede ude i form af singlen ‘At the Endless Party’, der med højspændt, dynamisk nerve fortsætter i krydsfeltet mellem subtil sårbarhed og ulmende brutalitet, hvor forgængeren slap – denne gang tilført yderligere højtravende storladenhed og fin melodiøsitet.

Lower består af forsanger Adrian Toubro, guitarist Simon Formann, bassist Kristian Emdal og trommeslager Anton Rothstein, og projektet har rødder i den Mayhem’ske muld, hvorfra den danske postpunkscene de seneste år er blevet dikteret. På den kommende ep har kvartetten desuden fået en hjælpende hånd af Synd og Skams Asger Hartvig.

‘I’m a Lazy Son… But I’m the Only Son’ er ude den 11. september – i udlandet gennem det anerkendte amerikanske pladeselskab Matador Records, lokalt via danske Escho.

Læs også: Her er halvårets 10 bedste danske album

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af