Post Malone
40% tåget sydstatsrap
33% slæbende bastunge beats
18% folk-fascination
09% Drake-hype
Malone, Capone, er vi ude i noget gangsta-shit?
På ingen måde. Dallas-rapperen, der flyttede til Los Angeles for et års tid siden, har nærmere joints i inderlommen end skarpladte pistoler. Hans gennembrudssingle, ‘White Iverson’, er en tilbagelænet hyldest til basketballspilleren Allen Iverson, men tidligere fiflede Malone faktisk med folk-musik og spillede sågar i et hardcore-band i high school.
Så endnu en kunstner, som flakker retningsløst rundt?
Ro på, homie! Den 19-årige amerikaner har styr på sit shit. Hans flow er er tilbagelænet og melodisk, så han nærmest synger mere, end han rapper. The Weeknd virker lige så meget som en inspiration som iLoveMakonnen og resten af Atlanta-hiphoppens tågede leveringer, mens produktionerne er slæbende og basfyldte.
Men hvorfor er han lige det nye shit?
Godt spørgsmål. Ud over at hans sange både rammer hiphop- og r’n’b-fans, så handler den slags også om held. Og det skader jo aldrig, at blandt andre Wiz Khalifa og Mac Miller har givet shout outs. Senest hang Malone ud med Drake på Coachella, så nu venter alle fans på et remix med et Drizzy-vers, der kan sende Malone-hypen på rumfart, som det tidligere er sket for iLoveMakonnen og Fetty Wap.
Ok, paraderne er sænket.
Godt at høre. Så kast dig over føromtalte ‘White Iverson’ og Malones andet udspil, ‘Whats Up’, hvor den melankolske r’n’b-produktion også inkorporer et akustisk guitarriff. Og så skal du selvfølgelig opleve ham live til vores Soundvenue Session den 13. november.
Tekst: Martin Gronemann
Alessia Cara
36% soulet stemme
31% stilfuld sampling
19% indadvendt girlpower
14% Youtube-opdaget stjernespire
Endnu en soulet stemme?
Bare rolig, Alessia Cara er ikke bare endnu en i rækken. Ud over sin ubesværede silkebløde og soulede stemme, har den 18-årige canadier nemlig også flair for at skrive fængslende ærlige sangtekster. Det slår hun fast på singlen ‘Here’, der er en langsomt groovende hyldest til bænkevarmeren, der helst ville hurtigst muligt væk fra festen.
Skal pladeselskaberne til at skumme fløden så?
Hvis ‘Here’ lægger stilen for det debutalbum, der ventes at udkomme senere på året på Def Jam, bør du bede til, at de skummer løs. Den simple komposition er baseret på et sample fra det sensuelle slowjam ‘Ike’s Rap II’ af Isaac Hayes (som Portishead også brugte på ‘Glory Box’), hvilket er det perfekte match til Caras fyldige vokal.
Men kan hun andet end at synge?
Bestemt, og i stil med den spirende r’n’b-stemme Kelela, er Cara blevet shanghajet af et hiphop-label – ikke for at agere smukt syngende marionetdukke, men for at kunne bruge sin vokal som instrument på lige fod med sine producere. Faktisk blev hun opdaget igennem en række hjemmelavede Youtube-videoer, hvor hendes stemme gør, at man helt glemmer, at guitaren ikke er tunet ordentligt, og at hun sidder i sit klædeskab.
Hun lyder spændende. Hvordan kan jeg følge hendes rejse?
Cara har indtil videre kun reelt udgivet ‘Here’, der akkompagneres af en video, hvor festen, hun synger om, rekonstrueres. Og så deler hun gavmildt ud af begejstrede tweets om, hvordan det føles at stå midt i hype-orkanens øje.
Tekst: Johanne Schwensen
Liss
37% dansevenlig danskerpop
29% 80’er-flirteri
24% solid live-blåstempling
10% bandmystik
Mystisk, dansk undergrundsband? Gab.
Alle skal jo starte et eller andet sted. Liss har bare valgt at gå den helt minimale rute med nærmest ikke-insisterende information på Facebook og kun et enkelt nummer at støtte sig op ad.
Ved du overhovedet, hvad du prøver at sælge mig?
Absolut. Selv om Liss kun har et nummer ude, har de spillet et hav af koncerter, og da vi fangede dem omkring Spot Festival, beviste de fire knægte fra Aarhus, der udgør Liss (selv om de kun er to på deres bandfoto – det er forsangeren Søren til højre), at det stærke ‘Try’ ikke er en enlig svale. Bandet har også allerede ageret opvarmningsband for både danske og udenlandske bands som Jungle, Rangleklods, Dean Blunt, East India Youth og When Saints Go Machine.
Not bad. Men hvordan lyder Liss så?
Rolig, vi har ikke glemt musikken. ‘Try’ er en tropiskklingende popsag med masser af funky slap-bas, varme synthesizertoner og til tider mathrock-komplicerede guitariff, mens forsangeren Sørens (ja, vi kender ikke hans efternavn) Arthur Russell’ske, lettere soulede og karakteristisk snerrende vokal agerer bindemiddel oven på det hele. Du kan umuligt sidde stille til ‘Try’, der er et sikkert hit til din næste sommerfest.
Så lad os dog danse. Er der mere?
Du må nøjes med at spille ‘Try’ på repeat – men tro os, det holder den til – indtil Liss efter sigende snart er klar med en 7”-single på Escho.
Mette Holm
Wet
35% regnvejrsmelankolsk, elektronisk r’n’b
27% længselsfuld, feminin vokal
22% Brooklyn-tilflyttere
16% internethype
Det er sommer! Hvad skal jeg med regnvejr og melankoli?
Ro på. Wets elektroniske r’n’b-sange vil blive et forfriskende og reflekterende pusterum på din sommerplayliste. Newyorkertrioen består af sanger Kelly Zutrau, trommeslager Joe Valle og guitarist Marty Sulkow, hvis debut-ep landede i 2013 gav og genlyd på mangt en musikblog. Nu er debutalbummet på trapperne.
Hvorfor al den hype?
Wet har ramt ned i den helt rigtige åre med deres både syntetiske og sjælfulde elektroniske r’n’b, der klinger af lige dele 90’er-nostalgi og The xx. De tre bandmedlemmer mødte hinanden på college og grundlagde Wet i 2012, hvor Zutrau gennemgik et traumatisk break-up. Hun kanaliserede derfor sine lasede følelser ned i Valle og Sulkows minimalistiske og blåtonede produktioner.
Så de er bare rigtig kede af det hele tiden?
Ikke just, for trioens styrke ligger i beherskelsen af både det melankolske og det opløftende. Ep’ens ‘You’re the Best’ parrer sløvede, autotunede vers med et smittende syng-med-omkvæd, imens den nye single ‘Deadwater’ er afslappet håbefuld med soulede pianotoner, svævende guitarformationer og Zutraus lyse vokal.
Det lyder lidt lækkert.
Det er det også. Debutalbummet ‘Don’t You’ udkommer først til efteråret, men i mellemtiden kan du erhverve dig debut-ep’en og gå på opdagelse på trioens website med den kokette adresse kanyewet.biz.
Marie Ulrich Østergaard
Læs også: James Bond: Hvem skal synge temasangen til ’Spectre’? Her er 10 oplagte kandidater