1. Ellie Goulding
Hvad taler for?
Forleden tweetede Goulding ordene ’Live and Let Die’ – en henvisning til en af de mere berømte Bond-sange. Siden postede hun et billede hvor hun forlader Abbey Road Studios i London ledsaget af ordene ’That’s a wrap’. Dermed peger pilen ikke alene på Goulding, hun peger den ret kraftigt på sig selv! Hvis det vitterligt bliver Goulding, er det lidt historien om Adele og ’Skyfall’ om igen: Goulding er det naturlige valg, hvis producenterne er ude efter endnu en ung, hvid, engelsk sangerinde, der kan bære vægten af en Bond-temasang – vokalt såvel som imagemæssigt.
Hvad taler imod?
Er det 100 procent sikkert, at Goulding står bag sangen? Eller er der noget speget ved hele affæren? Ville hun virkelig være så ublu at afsløre en massiv hemmelighed på sin egen Twitter-konto uden om filmselskabets kontrol og medvidende? Omvendt: Kan det på nogen måde tænkes, at en i egen ret succesfuld kunstner, der befinder sig i en liga hvor hun bestemt kunne tænkes at lave den næste Bond-sang, ville stille sig til rådighed for at lægge et røgslør ud på vegne af den virkelige bagmand? Det eneste der taler imod Goulding er faktisk den lidt klodsede måde hun har valgt at bryde nyheden på. Dét og så det faktum, at hun naturligvis ikke er en stjerne af Adeles status – endnu da.
Sandsynlighed?
Meget stor. Goulding er det naturlige og sikre valg. Producenterne vil gerne køre en Bond-sangerinde i stilling som den næste store engelske popstjerne. Med Goulding har de en gylden mulighed for at ramme rigtigt.
Læs om flere kandidater på de følgende sider.
2. Radiohead
Hvad taler for?
Radiohead er et overraskende varmt navn i kapløbet om at kapre bestillingen som leverandører af temasangen til ’Spectre’ (som i virkeligheden allerede for længst er indspillet, ifølge filmens instruktør, Sam Mendes). Det skyldes, at betting-firmaet William Hill forleden annullerede alle indsatser, der har med sangens ophavsmænd at gøre, fordi der på mystisk vis opstod en pludselig bølge af indsatser på Radiohead. Der var ligefrem én der satsede 15.000 pund på Oxfords stolte drenge! Den slags indsatser opstår som regel ikke ud af ingenting. Nogen må have hørt noget, der antyder, at det virkelig er Radiohead, der leverer temasangen til en af årets mest ventede film. Radiohead har tidligere leveret sangen ’Talk Show Host’ til Baz Luhrmanns ’Romeo+Juliet’, så de er ikke helt uvante med metieren. Bandets guitarist (og altmuligmand) Jonny Greenwood har desuden leveret filmscores til flere af Paul Thomas Andersons film, herunder ’There Will Be Blood’ og ’The Master’.
Hvad taler imod?
Der er langt fra PTA til James Bond… Det er svært at forestille sig, at bandet, der siden slutningen af 90’erne har virket aldeles uinteresserede i mainstreamappel, pludselig skulle lave en så utvetydig kommerciel drejning, som det at levere en Bond-temasang uvægerligt ville være. Der er intet i Thom Yorkes forvaltning af karrieren, der på nogen måde indikerer, at han pludselig skulle springe ud som fikspunkt for en hel filmverdens og popmusikverdens opmærksomhed. Hvad skulle Yorke dog få ud af det – udover en mængde promotion, der vil rage ham en høstblomst? En klassisk Bond-titelsang har i reglen et schwung og en grandiositet som synes Radiohead anno 2015 komplet fremmed. Men det er netop derfor det er en sjov og besættende tanke, at Radiohead rent faktisk står bag årets største filmsang.
Sandsynlighed?
Temmelig lille. Det ville kræve en virkelig indsmigrende bagmand at lokke Radiohead ind i så ultrakommercielle vande. Kan bandet overhovedet lokkes til at lave ’lyttevenlig’ musik nu om stunder? Ja, kan de overhovedet huske hvad en guitar er? Svarene blæser i vinden.
3. Sam Smith
Hvad taler for?
Smith er et storsælgende, Grammy-vindende fænomen, der har den fordel, at han appellerer utroligt bredt: Teenagere, de mere modne popfans, bedsteforældregenerationen, homoseksuelle – you name it. Udover hans stemmes medfødte format, har han en faktor, der ikke skal undervurderes (og som han deler med Adele): Likeability. Er Ellie Goulding det naturlige kvindelige valg, er Smith det naturlige mandlige. Han har vokalen til at få hårene til at rejse sig i nakken på lytterne, han har nationaliteten (engelsk) og han har, ikke mindst, populariteten og bevågenheden.
Hvad taler imod?
Smith fremstår som typen, der ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd og som aldrig ville forsømme en lejlighed til at ledsage en gammel dame over vejen. Med andre ord: Han er måske lige lovlig ufarlig. Meget kan man sige om James Bond, der som franchise hører til de mere konservative af slagsen, men det er ikke just ufarlighed man er ude efter som blikfang – især ikke i nyere tid. Der er ikke meget sex, lir eller grænseoverskridende mystik over Sam Smith, der vel snarere er popmusikkens svar på en nuttet, men noget tandløs puddelhund.
Sandsynlighed?
Rimelig stor. Meget taler for Smith, men spørgsmålet er om han ikke mangler noget karisma og kant for rigtig at kunne ’bære’ en Bond-temasang?
4. Lana Del Rey
Hvad taler for?
Lana Del Rey inkarnerer på mange måder mange af de kvaliteter, man kan forbinde med en James Bond-sangerinde: Dekadence, flirt og farlighed, foruden et særdeles filmisk image, der smager af forgangne tiders filmstjerner, noget, der selvsagt går hånd i hånd med filmverdenens mest sejlivede franchise.
Hendes cinematiske pop (ikke mindst sange som ’National Anthem’ og ’Summertime Sadness’) har nogle af de samme orkestrale elementer som den sande James Bond-slager. Bevares, Del Rey er ikke en sangfugl, der kan tåle sammenligning med Adele et al, men hendes stemmes mørke croon kan tilføre Bond den rette understrøm af en farlig, forførende femme fatale, der ikke er bange for at skyde (eller forføre) før hun taler.
Hvad taler imod?
Lana Del Reys efterår står i albumpromoveringens tjeneste. Hun udgiver albummet ’Honeymoon’, hvilket nok vil afholde hende fra at kaste sig over andre projekter, der risikerer at overstråle hendes eget materiale. Selv om Del Rey er et oplagt match med Bond, er timingen således ikke helt optimal.
Sandsynlighed?
Lille, men dog til stede. Del Rey har formentlig hænderne fulde med ’Honeymoon’.
5. Muse
Hvad taler for?
Bond-sange har flere gange i det nye årtusinde tyet til rocken som ammunition for at flå dørene op til publikums bevidsthed. Chris Cornell leverede ’You Know My Name’ til ’Casino Royale’ i 2006 og Jack White leverede sammen med Alicia Keys ’Another Way to Die’ til ’Quantum of Solace’ i 2008. Muses grandiose pop/rock/prog har noget af det storhedsvanvid, der kendetegner franchisen og samtidig i sine mere poppede øjeblikke en fremdrift som kunne passe godt til en hårdtpumpet, men samtidig yndefuld og traditionsbevidst actionfilm. Muses sange når ud til bagerste række, og de kunne godt bruge et hit oven på nogle lidt skuffende album, der ikke rigtig har givet anledning til den ventede fællessang på alverdens stadions.
Hvad taler imod?
Spørgsmålet er om springet fra Adele til Muse ikke er for stort set med producenternes øjne? Man vil nødig give publikum det indtryk, at ’Spectre’ er en radikalt anderledes film end storsuccesen ’Skyfall’, og ved at frigive en rocksang som temasang udsender man et signal om, at man tænker i helt andre baner. Den chance ønsker bagmændene nok ikke at tage.
Sandsynlighed?
Lille. Nok er Muse et stort band og nok passer de umiddelbart godt ind i Bond-universets ’skematik’ med dets himmelstræbende, operatiske rockmusik, men oven på Adele, er det næppe den rene rock, der får det blå stempel.
6. Coldplay
Hvad taler for?
Coldplay er et af verdens største rockbands, de er fra England, og de er i en fase i deres karriere hvor de kan tillade sig at fejre sig selv med en medvirken i stort anlagte filmprojekter. Det vil være at ligne med en rutineret atletikstjernes victory lap. Lidt ligesom da U2 i 1995 leverede ’Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me’ til ’Batman Forever’. Coldplay ville i så fald have væsentlig bedre muligheder for at medvirke i et succesfuldt foretagende end den stinker af en Batman-film, U2’s ellers hæderlige bidrag blev forbundet med.
Hvad taler imod?
Er Chris Martin en troværdig forvalter af ægte James Bond-stemning? Næppe. Der er ikke meget farlig agentvirksomhed over Gwyneth Paltrows eksmand, hvis ’melankoli til husbehov’ mangler den tænding, spænding og glamour, som man forbinder med Agent 007.
Sandsynlighed?
Lille. Coldplay er helt sikkert et stort nok navn nok til at kunne bære hvervet, men spørgsmålet er, om de signalerer tilpas mystik og format til at kunne udfylde skoene efter Adele, der blæste alle tvivlere af banen i sidste ombæring.
7. Florence and the Machine
Hvad taler for?
Florence Welch har en vokal, der er skabt til at formidle store følelser og store øjeblikke. Det er faktisk det hun kan. Hun har en lidt skæv profil i den forstand, at hun ikke just scorer himmelhøjt efter gængse sexsymbol-kriterier, til gengæld udstråler hun en klasse og kunstnerisk aura, der vil gå godt i spænd med en højdramatisk Bond-slager.
Hvad taler imod?
Florence and the Machine er et stort navn i hjemlandet England, hvilket bestemt ikke skader, men bandet mangler måske at slå afgørende igennem i USA til at det vil være en sikker investering at satse på det. Hvis man desuden ønsker en flertonet temasang, der både dækker det dramatiske og højtsvungne og det skyggefulde og underspillede, skal man måske overveje andre løsninger end Florence, der dybest set kun kender én vokal-modus: Full-blown bombast.
Sandsynlighed?
Rimelig. Springet fra Adele til Florence er ikke uoverstigeligt i vokalhenseende (de kan begge synge og gøre det kraftfuldt!), men forskellen på popularitet på det altdominerende popmarked, det amerikanske, er til gengæld til at få øje på: Det kan godt være, at maskinens tredje album (’How Big, How Blue, How Beautiful’) gik nummer et i udgivelsesugen i USA tidligere i år, men der er immervæk stadig et spring op til Adele-status. Hvis Florence leverer ’Spectre’-sangen risikerer producenterne, at publikum opfatter det som et signal om manglende (eller i hvert fald nedtonet) ambition.
8. Taylor Swift
Hvad taler for?
Taylor Swift er tidens største popstjerne og tilmed den mest dagsordensættende på forskellige planer, lige fra sin kritik af gratis streamingtjenester som Spotify til sine Twitter-beefs med andre kvindelige popstjerner som Nicki Minaj og Katy Perry. Hendes hyper-succesfulde ’1989’-album vil have et år på bagen, når ’Spectre’ rammer biograferne (sidst i oktober), hvilket vil sige, at hendes albumrelaterede PR er så godt som udtjent, og dermed vil et højprofileret soundtrackbidrag kunne være med til at holde gryden i kog, mens verden venter på nyt materiale fra popprinsessen.
Hvad taler imod?
Spørgsmålet er om man kan blive for stor til James Bond? Historisk set har det kun sjældent været de allerstørste stjerner, der har givet sig i kast med Bond (undtagelserne er Madonna og Adele). Måske fordi man ikke automatisk er garanteret et kæmpehit, for hvad nu hvis filmen flopper? Så er det stjernen, der står afklædt tilbage. Det virker derfor risikabelt og ærligt talt overflødigt for en stjerne af Swifts statur at foretage et karrierevalg, der ikke er en 100 procent garanteret succes, hvilket ikke helt er tilfældet med en Bond-sang. Især set i lyset af, at hun er 99 procent sikker på succes med materiale, hvor hun selv er i fuld kunstnerisk kontrol.
Sandsynlighed?
Lille. Det er svært at se, hvad Swift skulle få ud af at kaste sig over Bond lige nu. Bond-universet er ydermere ikke noget naturligt match for Swifts mere umiddelbare pophåndværk. En storslået, uheldssvanger ballade er ikke hendes naturlige styrke.
9. Beyonce
Hvad taler for?
På mange måder minder Beyonces situation om sin amerikanske superstjernekollega Swifts. Hun er ikke pt. albumaktuel og bliver det (formentlig, for hun har jo en evne til at overraske!) næppe før Bond rammer i oktober måned, det vil sige timingen er udmærket. Vokalt og imagemæssigt passer hun bedre til Bond end Swift. Hun har alderen, tyngden og en sofistikeret kvindelighed, der kombinerer sex, stilbevidsthed og stærk forretningssans. Hun ville i den grad kunne løfte opgaven. Hun har tidligere flirtet med filmverdenen, måske det er på tide at genfinde den gnist, der ikke helt antændte i tidligere forsøg?
Hvad taler imod?
Lad os gentage: Man kan godt blive for stor til James Bond, det vil sige have en status, hvor det at lade andre faktorer (hensynet til en filmfranchise) styre ens kreative valg, virker mere risikabelt end begunstigende.
Sandsynlighed?
Lille. Beyonce er (næsten) større end Bond. Det er svært at forestille sig, at superstjernen over dem alle nærer nogen ambitioner om at kaste glans over andet end sig selv og sin egen karriere. Hvorfor stille op i en tvivlsom sags tjeneste: Husk på, at ’Quantum of Solace’ bombede oven på den succesrige ’Casino Royale’. Det samme kan sagtens tænkes i forholdet ’Spectre’ kontra ’Skyfall’, og hvorfor skulle Beyonce vælge at gamble i et spil, hvor hun ikke selv har opstillet reglerne?
10. Adele
Hvad taler for?
Det er faktisk ikke så interessant at beskæftige sig med, hvad der taler for Adele. Det siger sig selv, at kvinden bag det bedst sælgende album i nyere tid (’21’) og leverandøren af en af de mest succesfulde (foruden Oscar-vindende) Bond-sange til dato, er et meget, meget varmt navn, som allerede har vist, at hun i den grad kan løfte opgaven.
Hvad taler imod?
Der er ikke tradition for at den samme kunstner laver Bond-temasangen til to på hinanden følgende film i serien, endsige til flere end én film i det hele taget. På den baggrund virker det ikke videre sandsynligt, at producenterne (eller for den sags skyld, Adele selv) skulle ønske at lave en gentagelse, når de ved, at filmens publikum forventer et nyt navn. Derudover er Adele formentlig rigeligt optaget af finpudsningerne af sit kommende tredje album, der må betegnes som et af de mest ventede popalbum i mands minde. En Bond-temasang vil kunne gribe forstyrrende ind i promoveringen af Adeles eget solomateriale.
Sandsynlighed?
Ikke så stor. I en uforanderlig, harmonisk verden, hvor man ikke er bange for at gentage en succes, ville Adeles navn med garanti være det første, der dukker op. I virkelighedens verden vil både Adele selv og producenterne bag filmen formentlig kigge andre steder hen af frygt for at blive ramt af hybris.
Læs også: Trailer: Den første fulde forsmag på Bond-filmen ‘Spectre’ med Christoph Waltz og Jesper Christensen