Lyt: ‘Harpe’ er et af Kenton Slash Demons bedste numre nogensinde

Lyt: ‘Harpe’ er et af Kenton Slash Demons bedste numre nogensinde
Foto: Lasse Dearman

Nu er det ikke fordi, at Kenton Slash Demons bagkatalog bugner af materiale, for hvis der er noget, som har kendetegnet den danske duos output siden debuten i 2006 er det ‘lidt men godt’. ‘Harpe’ skal dog alligevel hyldes som et af Silas Moldenhawer og Jonas Kentons største numre til dato – et organisk, feel-good rullende godstog, der samtidig emmer af knitrende nostalgi og sårbar melankoli.

Duoen spillede nummeret til deres natteset under Trailerpark Festival, og jeg kan personligt skrive under på, at ‘Harpe’ og det besættende vokalsample bliver endnu mere euforisk i en klubsetting. Og det er for mig også det, der har kendetegnet Kenton op gennem de tidlige ep’er, ‘The Schwarzschild Solution’-trilogien og den nye ‘Skydancer’-ep: En ekstremt melodisk form for house, der er så vellydende, opfindsom og detaljerig, at den fungerer i høretelefonerne, men samtidig har det ekstra gear, der samtidig gør den hyperegnet til klubben.

‘Harpe’ er officielt ude den 18. september sammen med det ligeledes nye nummer ‘Syko’, og hvor er det egentligt glædeligt at se, at duoen for alvor er kommet op i omdrejninger efter at have ligget i hi siden 2012’s ‘Ore’.

Læs også: Vennetjeneste: Kenton Slash Demon og Taragana Pyjarama remixer hinanden

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af