Stortalentet Little Simz: 21-årig rapper giver gåsehud med fremragende debutalbum

Stortalentet Little Simz: 21-årig rapper giver gåsehud med fremragende debutalbum

Få sekunder inde i sit debutalbum udråber den 21-årige britiske rapper Little Simz sig selv til konge. En usædvanlig bramfri entré fra en purung tøs i en hiphopverden, der aldrig for alvor har haft en kønskamp. En verden, hvor selv de stærkeste og mest selvsikre kvindelige aktører som Beyoncé og Nicki Minaj medvilligt dyrker hiphoppens forestilling om det kvindelige køn og respekterer mændenes domæne.

Den ublu selvudnævnelse er forfriskende selvtillidsfuld. Den er dog også mere symptomatisk for Simz’ kamp med at finde ind til sin kunstneriske identitet end for albummets tematik. Pladens lyriske univers er fragmenter af ungdommelig usikkerhed, modent overblik, afdæmpet ydmyghed og knusende selvsikkerhed. Universet kredser hele vejen igennem omkring Simz selv, men efterlader alligevel ikke noget helt overbevisende indtryk af, hvem hun er.

Til gengæld efterlader hun et exceptionelt overbevisende indtryk af sit musikalske talent. Simz rapper med ubegrænset overskud og skifter ubesværet frem og tilbage mellem knivskarp levering og et karismatisk melodiøst flow. Det dufter både af Mos Def, Lauryn Hill og Kendrick Lamar – og ikke mindst af Drake på den ambitiøse ’Tainted’.

Albummet konstruerer sit musikalske udtryk oven på det kolde, industrielt elektroniske fundament, der i årevis har kendetegnet britisk hiphop og ikke mindst grime-genren. Det brydes dog konstant af fremmedelementer som de varmere neosoul-lignende strøg på den fantastiske ’Wings’ eller de melankolske strygere, der farver meget af pladen. Det er både originalt og aldeles fremragende.

Undervejs er der sublime øjeblikke som ’Gratitude’ og ’God Bless Mary’ – sidstnævnte ment som en undskyldning til Simz’ nabo, men i praksis endnu et selvportræt. Perspektivet er milevidt fra kroningen på åbningsnummeret, men det er til at leve med, når musikken sender gåsehud langt ned af ryggen.


Kort sagt:
På ’A Curious Tale of Trials + Persons’ stråler den purunge britiske rapper Little Simz som en usleben diamant. Der er modsætningsfyldte elementer i hendes kunstneriske selvfremstilling, men det opvejes til fulde af et dybt fascinerende og forførende talent.

Little Simz. 'A Curious Tale of Trials + Persons'. Album. AGE 101/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af