De er lidt ligesom et af de kærestepar, hvor man aldrig er helt sikker på, hvor de står. Enten er de hot and heavy, og alting spiller for dem, eller også kan de ganske enkelt ikke dele lokale (eller scenegulv) uden at gøre alle tilstedeværende skidt til mode over deres ulmende interne intriger.
Nu er der heldigvis godt nyt til alle dem, der har heppet på, at Bloc Party ville finde hinanden igen: Det britiske firkløver er tilbage efter to års pause og har netop annonceret, at de udgiver deres femte, endnu ubetitlede album i begyndelsen af næste år. Førstesinglen er allerede landet under titlen ‘The Love Within’, og det er en noget særegen skæring, der med solide beats, nydelige harmonier og et overraskende forkølet synth-hook fungerer som en hektisk, soulfuld og pænt poleret dansegulvs-rocker.
Bloc Partys kommende album bliver dermed deres første siden 2012-udspillet ‘Four’ samt den stærke ‘Intimacy’ fra 2008 (mellem hvilke to album drengene også tog en pause fra hinanden). Bandkonstellationen har dog fået sig et par knubs undervejs. De oprindelige to medlemmer, Kele Oreke og Russell Lissack, står endnu for henholdsvis vokal/guitar og guitar, mens Louise Bartle vil være at finde ved trommerne (efter Matt Tongs exit i 2013) og Justin Harris på bassen (efter Gordon Moakes ditto tidligere på året).
Hør ‘The Love Within’ herunder.
Læs også: Top Tracks: Her er ugens ni bedste nye sange