Roskilde Festival har afsløret det første hovednavn til 2016: Red Hot Chili Peppers vender tilbage til Orange Scene, som de tidligere har besøgt i 1996, 2002 og 2007 – sidstnævnte husker de fleste måske mest for de langtrukne jam-sessions.
Koncerten bliver funkrockernes første på dansk jord i fem år og kommer til at spille sammen med udgivelsen af deres 11. studiealbum, som Anthony Kiedis og co. i øjeblikket arbejder på højtryk på at have færdigt til en udgivelse i 2016. Processen blev i starten af året udskudt, da Flea brækkede sin arm under en skiferie, men gruppen er nu i fuld gang i samarbejde med produceren Danger Mouse.
Red Hot Chili Peppers seneste album ‘I’m With You’ udkom i 2011.
»Vi har ventet rigtig længe på at høre nyt fra Red Hot Chili Peppers, og rygterne om deres tilbagevenden har svirret længe. Så vi var rigtig glade for meldingen om, at det er alvor nu. De udgiver helt nyt materiale i 2016, og vi hører fra deres bagland, at bandet i den grad ser frem til at komme ud og levere varen og igen bevise deres legendestatus på en scene. Så vi sætter forventningerne højt og ser frem til en aldeles rødglødende energifest på Orange Scene proppet med både nye numre og alle klassikerne fra karrieren«, udtaler Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén.
Roskilde Festival afslørede tidligere på måneden den første pakke af ti navne med blandt andre Action Bronson, Mac DeMarco og Courtney Barnett.
Læs også: 15 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene