Red Hot Chili Peppers – snottet visit i smatten
Crack, dope og hvide baner til næsen er åbenbart ikke længere in. L.A.’s stolte sønner er i stedet gået over til urte-the, meditation og tantrasex. Sådan holder man sig ifølge chili-pebrene på toppen af funkrock-tronen. Måske skulle de ha’ skyllet noget mere urte-the ned i dagene op til besøget på Roskilde. I hvert fald var særlig forsanger Anthony Kiedis ramt af snot, forkølelse og sygdom, der i timerne op til koncerten lørdag nat truede med at aflyse jobbet på Orange.
Sådan gik det ikke, men Kiedis var usædvanlig rusten fra start. Faktisk lignende forsangeren sit gamle stof-pumpede jeg, da han efter aftenens første langtrukne jam-session ramte scenen med blanke øjne, fuldstændig fraværende og med et udtryk, som lå han på bunden af en slamsuger ude på campingpladsen. Red Hot Chili Peppers genfandt ellers spilleglæden på sidste års mammutværk ‘Stadium Arcadium’, hvorfra størstedelen af aftenens setliste også udsprang.
Med den fortabte søn, guitarist John Frusciantes genfødsel og genkomst i chili-lejren er der kommet fornyet liv i den californiske sandkasse. Den spilleglæde anede vi også i nat på Orange, men desværre kun forplantet i gruppens berømte og berygtede jamsessions, der forvandler alverdens scener til et rodet øvelokale, hvor Flea, Chad og Frusciante udlever den musikalske legelyst og syrer ud. Befriende nok at et internationalt topnavn tillader sig selv at skeje ud, men desværre risikerer gruppens trofaste fanskare alt for ofte at lægge ører til indforståede og udsvævende syretrips, der giver associationer til dengang bandmedlemmer sad med sprøjten i armen. Koncertens nerve bliver ganske enkelt dræbt med de gentagende jams.
‘Can’t Stop’ og ‘Dani California’ startede settet, men allerede her stod det klart, at Kiedis mentale fravær også cuttede for kontakten Roskildes publikum, der ellers tålmodigt stod oven på hinanden i smatten for at se girafferne. Den hårdtpumpende funk er bandets kendetegn og Chad, Flea og Frusciante prøvede tydeligvis også at gejle sig selv og publikum op med tonstunge tæsk i tønderne, ekvilibristiske basgange og hallucinerende udflugter på guitaren. Desværre uden forløsning. Kun i ‘By the Way’ viste kollektivet afslutningsvist deres farlighed fra dengang de havde den hvide sok plantet solidt i skridtet. I aften havde de alle ganske symptomatisk taget en hue på hovedet i stedet.
En forkølet chili koncert, der langsomt vuggede størstedelen af smatten i søvn. Selv med Fleas trompet og giga-hittet ‘Give It Away’ som ekstranumre blev det kun til et trut og et host fra festivalens absolutte hovednavn.