Aarhus får nyt spillested – Tape skal være samlingspunkt for byens uafhængige koncertarrangører

Aarhus får nyt spillested – Tape skal være samlingspunkt for byens uafhængige koncertarrangører
Lower på Flux Festival 2014. (Foto: Philip Bo/Soundvenue.)

Den 29. januar åbner det nye spillested Tape på adressen Mejlgade 53, der også tidligere har stået i musikkens tegn, da lokalerne indtil 2012 husede Musikcaféen.

Blandt de drivende kræfter finder man blandt andet Raum Eins og holdet bag Flux Festival, og det er i samme undergrundsfokuserede ånd, at spillestedet skal drives.

»Med Tape ønsker aktørerne at skabe et samlingspunkt for byens uafhængige koncertarrangører, der i høj grad har markeret sig i de senere år med bookinger, der har været med til at accelerere et progressivt musikmiljø på tværs af genrer«, lyder det på Facebook i en begivenhed for den to dage lange åbningsfest, som den 29.-30. januar kommer til at præsentere ti bands fra musikkens muld i både København og Aarhus. Det endelige program er ikke afsløret endnu.

Meningen er, at forskellige aktører skal byde ind på Tape, der således kan byde på alt fra temaaftener til koncertarrangementer kurateret af uafhængige pladeselskaber.

Læs mere om Tape og åbningsfesten på Facebook HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af