Adele om Damon Albarn-samarbejde: »Jeg fortryder, jeg hang ud med ham«

Adele har mildest talt haft medvind på sit stormende comeback. Med ‘Hello’ som førstesingle, der strøg direkte ind og tiltuskede sig både vanvittige download- og Youtube-rekorder, er der banet vej til en storstilet succes, når hendes album ’25’ lander den 20. november.

I en periode under tilblivelsen har den britiske sangerinde blandt andet samarbejdet med Damon Albarn. Et samarbejde, som den garvede Blur-gavtyv tilbage i september tiltalte ved at kalde hende »meget usikker« i et interview med The Sun. Han beskrev desuden hendes musik som »middle of the road« – med andre ord følgende det brede publikum fremfor større kunstneriske ambitioner.

Men den slags skal man ikke sige til den hudløst ærlige ‘Hello’-sangerinde uden at forvente svar på tiltale. I et ny ‘Rolling Stones’-interview fortæller Adele om samarbejdet:

»Det endte med at blive sådan et ‘lad være med at møde dit idol’-øjeblikke. Og det mest triste er, at jeg var en virkelig stor Blur-fan, da jeg voksede op. Men det var trist, og jeg fortryder, jeg hang ud med ham«.

»Intet var rigtigt. Intet passede til min plade. Han sagde, jeg var usikker, men jeg er den mindst usikre person, jeg kender. Jeg spurgte om hans mening om de ting, jeg frygtede ved at vende tilbage med et barn involveret – fordi han har et barn – og så kalder han mig usikker?«

Tonen var dog en helt anden, da snakken faldt på samarbejdet med Sia (hvilket dog ikke endte på ’25’-tracklisten i denne omgang): »Jeg elsker faktisk dynamikken mellem os, når vi er derinde og hun bare er fucking bossy. Der er alle de her mandlige producere, og de skider alle sammen i bukserne, fordi vi er der«.

Sidst, men ikke mindst, gav den storstemmede sangerinde også Frank Ocean et par ord med på vejen: »Jeg venter fucking bare på, at Frank fucking Ocean kommer ud med sit album. Det tager så fucking lang tid«. Adele – we fucking feel you.

Læs også: Disse 12 album skal du høre i november – fra Grimes og Adele til Boots og Bieber

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af