Chinah forvandlede sterile Spot-omgivelser til dampende popfest

Chinah forvandlede sterile Spot-omgivelser til dampende popfest

Chinah stod overfor lidt af en ilddåb ved aftenens koncert i det enorme kongrescenter, SCC. Med en kapacitet på godt 4000 mennesker var det unægtelig det største publikum, trioen nogensinde har spillet for, men i løbet af en halv time formåede bandet alligevel at forvandle de store, sterile omgivelser til en overbevisende, sveddryppende popfest.

Ligesom på debut-ep’en ’Once the Lights Are On’ fra tidligere på året, lå styrken i Chinahs optræden i mødet mellem det kontrollede, køligt poppede og mere udadvendt sexede og r’n’b-inspirerede. ’Minds’ fik sig et ekstra skud potens på scenen, hvor livetrommerne, en tung basbund og Fine Glinvads på én gang skrøbelige og stærke, lyse vokal hurtigt fik sat det talstærke publikum i gang med at bevæge sig, ligesom ’Colder’ havde en virkelig fængende og nærmest poppet trap-følelse kørende takket være heftige elektroniske trommer og stemningsfulde visuals, der konstant badede band og publikum i et tungt, røgsløret lilla lys.

Herudover serverede Chinah forfriskende nok også to nye numre – en mere direkte synthpoppet sag med det øjeblikkeligt catchy omkvæd »need your love, boy«, samt det afdæmpede åbningsnummer, hvor kantede guitarfigurer og keys fik lov at stråle med den stærke vokal.

Alligevel var det hitsene, ’We Go Back’ og ’Away From Me’, der for alvor cementerede, hvad den danske trio mestrer. Her blev det udadvendt poppede og de r’n’b-tunge beats perfekt afbalanceret med udsyrede outroer, hvor bandet for alvor fik lov at larme lidt igennem og bryde det pæne – især på lukkeren ’Away From Me’, hvor det afsluttende klimaks i form af en heftig keyboardsolo sendte salen over kogepunktet. Chinah mere end beviste, at pop sagtens kan være intelligent, catchy og ekstremt sexet uden at koge over i ren fløde.

Læs anmeldelse: Liss på Spot Festival – Danmarks nye superstjerner

Chinah. Koncert. SCC.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af