I kølvandet på guitarguden og sangeren Princes alt for tidlige afsked med denne verden kan kun få ting dulme tabets sorg. En video, som den, der er dukket op i dag, er heldigvis en af dem. I forbindelse med, at Prince fejrede udgivelsen af de to album ‘Plectrumelectrum’ og ‘Art Official Age’ i 2014, blev Kendrick Lamar inviteret med på scenen i Paisley Park til en ekstra eksplosiv og groovy udgave af nummeret ‘What’s My Name’ fra 1998.
Efter en snigende intro dukker Lamar ud af scenemørket og giver sit bud på et nyt hårdtslående vers, inden han giver mikrofonen videre til Prince med den ironiske bemærkning »Take this mic – I can’t sing«.
De to musikere skulle eftersigende have haft en nær relation, og ifølge et nyligt interview med Lamar var det lige før, at Prince skulle have været med som gæst på ‘To Pimp a Butterfly’.
Det er en sand fornøjelse at bevidne den store spilleglæde i denne sprudlende live-performance, og vi kan kun håbe på, at dette er begyndelsen på en stime af post-Prince-udgivelser, som vi forhåbentlig kan få glæde af fremover.
Læs også: Nekrolog: Prince havde en personlighed, der var et rumvæsen værdigt