Heartland Festival: Kwamie Liv holdt hof med velgørende fredagschill

Heartland Festival: Kwamie Liv holdt hof med velgørende fredagschill
Foto: Peter Kirkegaard

Der er ikke mange ting i lille Danmark, der er yndigere end den dansk-zambianske Kwamie Liv og hendes vuggende, sensuelle electropop-noir.

Derfor passede Liv og hendes tre mand store band da også som et glas rosévin på en sval tagterrasse som åbner af den store Lowland-scene på den ekstremt Instagram-venlige Heartland Festival.

Med udsigt til slottet og barokhaverne omkring Egeskov virkede det tillige naturligt, at Liv blev introduceret til publikum som ’prinsesse’ – selv om det måske nok trods alt ikke bliver i denne omgang, at hun ender som dronning.

Med åbneren ’5 AM’, som vi fik i en døsig og nærmest skyggefuld version, spillede hun et af mange stærke kort tidligt i settet, men selv om lydfolkene måtte kæmpe lidt med en meget tung bas, blev publikum hængende koncerten igennem – de fleste siddende med en øl i solen, vuggende og hyggesnakkende, men dog også en kende uengagerede i det, der foregik på scenen.

Selv om man må rose bandet for at turde spille en meget stor portion af Livs elektroniske produktioner live, kunne man faktisk have ønsket, at der havde været mere lydtæppe på bånd. Opstillingen med tromme, sampler og twangguitar blev ganske enkelt lidt ensformig i længden, og for mange nuancer fra eksempelvis den skarpe ’Lost In the Girl’-ep gik tabt i eftermiddagssolen.

Kwamie Liv lod sig dog ikke pikere af det downe crowd og leverede pletskud som ’Pleasure This Pain’ (uden Angel Haze) og ’Follow You’ med coolness og den afmålte indtagenhed, som gør, at hun pt. er et af Danmarks bedste bud på en kommende international stjerne.

Koncerten ramte dog alligevel et form for peak, da Liv, som forventet, til sidst i settet snørede danseskoene en smule strammere og fyrede førnævnte titelsang og den M.I.A.-klingende ’Coming Thru’ af til stor begejstring og hævede arme rundt omkring i de lysegrønne skyggeøer, hvor chill-faktoren i mellemtiden havde ramt maks. En lovende åbning af en festival, der har meget at byde på, men hvis publikum også lige skal finde de rette ben at stå på. Eller sidde.

Læs også: Se Kwamie Livs dybfølte fortolkning af Robyns ‘Dancing On My Own’

Kwamie Liv. Koncert. Lowland Stage.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af