Kom til stor gadefest i Aarhus i weekenden: Artigeardit, Thøger Dixgaard m.fl. på programmet

Kom til stor gadefest i Aarhus i weekenden: Artigeardit, Thøger Dixgaard m.fl. på programmet
Artigeardit til Distortion i torsdags. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Netop som tinnitussen er ved at ringe af efter Distortion i København, tager gadefest-konceptet sit næste spadestik i den jyske hovedstad. Aarhus Volume er en ny stor gadefest, der kommer til at udspille sig i det kreativt sprudlende område omkring Godsbanen og Institut for X.

Festen vil foregå på to udendørsscener og tre indendørs, som skal huse et tætpakket program med hovedsageligt hiphop-kunstnere og bands fra den spirende danske undergrund.

Får man imidlertid ikke stillet sin kulturelle sult af musik- og kunstprogrammet, er der ingen risiko for at blive brødflov, når pladsen også fyldes af mundvandsindgydende madboder.

Programmet byder blandt andet byder på nye navne som Rest in Beats og Artigeardit, og i modsatte ende af spektret: Still standing Hefty & Jøden. Derudover kan man høre håndspillet lokal hiphop fra Sjakket og fylde øregangene med Thøger Dixgaards danske pop på festens live-scene.

Startskudet lyder kl. 12 lørdag og løber frem til midnat, hvor festlighederne fortsætter til tre forskellige efterfester, som er det eneste, der kræver armbånd. Alle udendørsarrangementerne er gratis.

Aarhus Volume 2016
Godsbanen
Lørdag d. 11. kl. 12
Armbånd: 50 kr.
Se det fulde program på Facebook

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af