»I think it sounds good. Fuck it«.
Med disse ord har The Avalanches endelig givet slip på deres hjertebarn og sendt albummet ‘Wildflower’, som har været mere end ti år undervejs, til masterering – redigeringsfasens sidste stop på vejen.
Rygterne har rumsteret heftigt i de mellemværende år, og bandet selv har da heller ikke været blege for at puste til ilden ved blandt andet at udsende denne tricky teaser, hvor man fornemmede, at noget var lige oppe over.
Nu er det endelig officielt, at ‘Wildflower’ lander den. 8 juli, og den første single ‘Frankie Sinatra’ feat. MF DOOM og Danny Brown kan vi nyde allerede nu.
Den vanvittige video matcher på sin vis singlen, der trækker på en del gøgler-referencer og har fået et solidt cirkuspræg med tuba, fagot og valset orgelspil. Alt sammen er selvfølgelig skruet sammen på eminent sample-maner.
Listen af musikalske gæster er lang på ‘Wildflower’, der går besøg af Father John Misty, Toro Y Moi, Jennifer Herrema fra Royal Trux, Camp Lo, Biz Markie, Mercury Rev’s Jonathan Donahue, og sidst – og måske mest interessant – violintroldmanden Warren Ellis fra Nick Cave and the Bad Seeds.
Se den officielle besked fra bandets instagram her: