Carpool Karaoke-segmentet har været enormt populært og delvist været skyld i den enorme popularitet, som er væltet ned over ‘The Late Late Show’-værten James Corden.
Virale videoer er en kunst, og som alle gode ideer er Carpool Karaoke nu blevet solgt. Apple Music står bag købet, og streamingtjenesten har til en start annonceret 16 episoder, som udelukkende vil være tilgængelige for dens brugere.
James Corden kommer ikke til at være vært på Apple Music-serien, og det skulle snarest blive afsløret, hvem den nye mand eller kvinde bag roret er. Talkshow-værten forventes dog at være inde over showet som executive producer, ligesom Apple Music-købet ikke sætter en stopper for Cordens egne Carpool Karaoke-videoer, som dukker op med jævne mellemrum.
En premieredato er endnu ikke afsløret.
Senest havde James Corden besøg af førstedame Michelle Obama og Missy Elliott til en omgang Carpool Karaoke omkring Det Hvide Hus.
Læs også: Et år på forsædet med James Corden: Alle Carpool Karaoke-turene – rangeret