Hold øje med The Lemon Twigs: Excentrisk og purungt rocktrip med mullet

I de to unge brødres excentriske tour de force ned igennem rockhistorien måler talentet sig med referencerne.
Hold øje med The Lemon Twigs: Excentrisk og purungt rocktrip med mullet

To androgyne fyre med rockfrisurer, really?
Jovist, den der mullet er måske et turn off, men nu fik vi din opmærksomhed, så giv dem lige en chance. For brødrene Michael og Brian D’Addario er blot 17 og 19 år og spiller effen 60’er-inspireret popmusik, som om de faktisk var der. Som en smeltedigel af rockhistoriens knejsende koryfæer sprudler både Beatles, Beach Boys og Queen side om side i den her spritnye – potentielt hype-eskalerende – konstellation.

Men rocken er jo død – lever de i en illusion?
Måske lidt, men det føles nu meget virkeligt og levende, når det flerstemmige bah-bah-kor i sangen ‘These Words’ folder sine harmoniske vinger ud i det excentrisk barokke glamunivers, hvor der flirtes heftigt med klassiske orkestreringer og rapsodiske opbygninger. Læg hertil en snert pubertær cockyness og en støvet bånd-produktion, som er snedkereret af Jonathan Rado fra Foxygen og – måske derfor – har et spidsfindigt moderne tilsnit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så en gang halvskør rock-revival med én ok sang?
Nej, og de fortjener et mere superlativt mærkat, disse fløse fra New York. Tænk bare på, hvad du selv lavede, da du var 17 år. Ja undskyld formodningen, men The Lemon Twigs demonstrerer mere talent end, hvad socialismen og janteloven kan bære, og netop derfor må man hylde dem. Det er også svært at lade være, når man lytter til den fortrinlige, følsomme hymne ‘As Long As We’re Together’, der simpelthen er for autentisk skrantende og rablende god til at være et koreograferet hipster-scam fra højeste sæde i branchen.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jamen, der fik du mig. Giv mig mere!
Good for you: The Lemon Twigs udgiver deres debutalbum ‘Do Hollywood’ den 14. oktober på det velrenommerede pladeselskab 4AD, så det handler kun om en anelse tålmod, før de to udgivne singler får følgeskab. Hungrer man efter live-oplevelsen ser det desværre ud til, at der er lange udsigter, for bandet turnerer kun USA foreløbigt. Mens vi venter, findes der heldigvis også en række glimrende koncertoptagelser på Youtube.  

Læs også: Hold øje med Saba: Eftertænksom Chicago-rapper, der hænger ud med Chance

lemontwigs

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af